Designerens julebord

Designeren Tusnelda Bloch arbejder med stil, og barren er derfor sat ekstra højt derhjemme, når det gælder juletraditioner.

Designerens julebord

© Pernille Kaalund

Skovens magi, julenat - og en dejlig mormor - er designer Tusnelda Blochs inspiration. Hun har dækket bord i sit nyindrettede designstudie på Østerbro i København.

Tusnelda Bloch elsker kontraster og har derfor dækket sit sorte jernbord med det smukke, gamle stel Flora Danica. Hendes pynt falder i naturlig forlængelse af det stemningsfulde, dunkle arbejdsunivers, hun omgiver sig med i modeverdenen.

  • Det giver noget nyt til begge dele. Sammen med Arne Jacobsens minimalistiske bestik, Berlinois-glas og min mormors håndbroderede servietter bliver borddækningen både rå og romantisk, siger modedesigneren.

  • Naturens smukke pynt og min veninde Christines eventyrlige blomster lavet i silkepapir bidrager med noget feminint. Stof fra mine kollektioner er med til at give bordet noget meget personligt, og jeg glæder mig til at byde julegæsterne velkommen, supplerer hun.

  • Vi går altid i kirke juleaften, og det at synge af hjertets lyst ER netop juleaften. Det er en tradition, jeg har fra min mormor, og det er altid hyggeligt at møde venner og naboer og ønske glædelig jul. En anden fast juletradition er en velkomst, der altid består af snaps. Når gæsterne ankommer, bydes der på snaps.En tradition, jeg har fra min familie på Færøerne. Derfor står flasken også fremme på julebordet sammen med de smukke roser. Jeg holder meget af begge dele ... roser og snaps.

Eventyr har altid været en del af Tusneldas univers, så for hende er det blot et nyt kapitel, der fortælles hvert år, når hun dækker julebord og pynter huset op. Historien tager sin begyndelse, når hun dykker ned i sine kasser med julepynt, der er samlet gennem et helt liv og købt i hele verden - og ikke mindst arvet fra hendes mormor. - Jeg elsker at lave mad og samle familie og venner omkring julebordet. Jo flere vi er, jo bedre. Alt efter hvor mange vi er, beslutter vi, om det er gås eller and, der står på julemenuen. Helt sikkert er der altid en farseret fugl på bordet, serveret med brunede kartofler, hjemmelavet rødkål med tranebær og en frisk salat. Selv spiser jeg fisk, og i år står den på havtaskekæber. Hertil kommer endnu en af mine juletraditioner: ingen jul uden lyserøde bobler fra Laurent-Perrier, fortæller designeren.

© Pernille Kaalund

Designerens julebord er holdt i afdæmpede, mørke farver med pynten centreret på bordet. Tusneldas familie kommer fra Færøerne, og hun er meget inspireret af den forblæste og vilde natur i sit andet hjemland. Friske lærkegrene og guldkogler fra Tage Andersen fundet i julekassen er hovedelementerne, og designeren har desuden pyntet med papirsblomster i guld og sort silkepapir.

© Pernille Kaalund

Lærkegrene og lyserøde roser i en antik sølvskål giver ekstra atmosfære på anretterbordet. Det sidste er en ældre skik, som Tuesnelda holder fast i: Sidebordet, hvor tjenestefolkene i gamle dage placerede sovsekander mv. under middagen.

© Pernille Kaalund

Englen er ligesom de gyldne grankogler fundet frem fra julekassen. Hvert år dækkes der op med Flora Danica, mormorens håndbroderede servietter, Arne Jacobsen-bestik og antikke Berlinois-glas.

Relaterede Artikler