Baggårdsjul i storbyen

Det er med lyden af historiske vingesus, at vi træder indenfor i julevarmen i St. Kongensgade i en storbylejlighed midt i hjertet af København.

Baggårdsjul i storbyen

© Birgitta Wolfgang Drejer

Som familie er vi helt efter bogen, går i kirke, spiser and og steg med brun sovs, pynter juletræet, giver hinanden overdrevet mange gaver, laver marcipan, nougat og det hele, fortæller Marie Louise. Hun ejer firmaet NORTH, der designer tøj til tidens kvinder. Hun bor i et 285 år gammelt bindingsværkshus, der ligesom de omkringliggende huse er skævt, fordi det oprindeligt er bygget på en sandstrand. Tidligere kunne fuldtlastede fragtskibe sejle med proviant helt ind til husene, der dengang var lagerbygninger. - Vi pynter om aftenen den første weekend i advent, når børnene er gået i seng. Vi elsker hyggen, når børnene vågner den følgende morgen, siger Marie Louise, der selv betegner sin stil som minimalistisk, hvor kravlenisser og julelandskab er bandlyst. - Jeg har efterhånden temmelig meget julepynt, men hvert år køber jeg nyt for at ændre looket en smule. Hvis det er en jul, hvor jeg ikke er vært, så finder jeg nogle gange på et ret alternativt juletræ i stedet for det traditionelle fra skoven. I år har familien valgt at købe et stykke stof fra IKEA som baggrund for elektriske pærer, da de alligevel skal være borte fra hjemmet i julen.

- Det vigtigste i vores familie er, at vi hvert år får en ny julekugle til træet. Det har hidtil taget os 12 år at samle julekuglerne, som alle har en historie. Ofte køber vi dem på ferie i løbet af året, men det kan også være en flot kugle, som vi uventet falder over på en rejse. Storbylejligheden, der er 112 m2, er indrettet i hyggelig, minimalistisk 70’er-stil. Beliggenheden er central med to minutters gang til Nyhavn, Langelinie, Amalienborg, shopping og museer. I nærliggende Pilestræde driver Marie Louise tøjmærket North Studio, der med en klassisk sort minimalistisk stil er mest kendt for badetøj, som man kan mikse og matche alt efter lejlighed. - Vi havde søgt i tre år, og pludselig var den der, bylejligheden i dette historiske hus. Så vi stod nærmest klar, og efter én uge var den vores, siger det lykkelige par. -Lejligheden ligger lige i smørhullet, og da den er i et baghus, er der fuldstændig ro, så vi kan høre fuglene kvidre på vores altan, selv om vi er midt i byen. Foruden altanen er vi enige om, at rum delingen er det bedste ved hjemmet. Køkken-alrummet er alfa og omega. Som mor til to børn bruger jeg megen tid i køkkenet. Da er det rart, at vi kan være sammen, også når der er gæster. I Danmark er vi jo meget hjemmemennesker, særlig i den mørke juletid. Da betyder ens ramme, der skal være praktisk og hyggelig, meget for familielivet. Vores bolig skal udtrykke hygge og varme, gerne iblandet lidt lækker smag, siger Marie Louise og peger på yndlingskunstneren, der netop nu er den klassiske Bjørn Wiinblad. Foto Levende og stilig står Maries Louises stue klar til julegæsterne. Palisanderskænken fra Lauritz.com giver varme til rummet. Til lejligheden er Tulip-spisebordet, designet af Saarinen, dækket med fine glas og røde blomster, der matcher de to pendler designet af svenske Save Our Souls. Omrking bordet står Eames-stole i flettet metal. Prikken over i’et er selvfølgelig juletræet, der i år er grafisk. Det er et fototryk fra IKEA, der hænger på væggen.

© Birgitta Wolfgang Drejer

Stjernerne fra House Doctor, som vidner om at det er jul, er lagt spredt rundt om på bordet.

© Birgitta Wolfgang Drejer

Marie Louise dækker op til jul med tallerkener af Bjørn Wiinblad, suppleret med hvide dækketallerkener og høje glas på fod fra Holmegaard og vintageglas. Bestik designet af Arne Jacobsen og kniv med træskaft er fra Casa Shop.

© Birgitta Wolfgang Drejer

Sofagruppen hviler smukt på uldtæppet fra Casa Shop.

© Birgitta Wolfgang Drejer

Det søde juleknas opbevares i en ægte krystalopsats, placeret i en klynge på sofabordet sammen med Kubus-lysestage i kobber.

© Birgitta Wolfgang Drejer

På sofabordet står en samling paddehatte fra Erik Bering.

© Birgitta Wolfgang Drejer

Varmen breder sig i stuen fra brændeovnen, som oprindelig er et vintagefund fra Den Blå Avis. I passende børnehøjde hænger julesokker, hver med deres initialer, A for Alfa og B for Bjørn. Julesok fra Kalle Børnetøj i Charlottenlund.

© Birgitta Wolfgang Drejer

På en snor, fastspændt fra væg til væg i køkkenet, hænger julekalenderen med 24 hjerter og lige så mange pakker. Julehjerter fra Broste Copenhagen, Eames-stol fra Lauritz.com.

© Birgitta Wolfgang Drejer

Det stemningsfulde køkken fra Cph Square går i ét med stuen, har hvidkalkede vægge og gennemgående hvidmalede bjælker. Matchende hylder er monteret fast til væggen over køkkenbordet.

© Birgitta Wolfgang Drejer

Palisanderskænken er monteret fast til væggen i den lille gang, og spejlet forstørrer rummet. Lampen fra Areastore giver et skønt og behageligt prismelys. Skulpturen har Marie Louise medbragt fra rejse i Marokko, og den lille hvide kugle fra Broste Copenhagen vidner om, at det er jul.

© Birgitta Wolfgang Drejer

Kun et stenkast fra hjemmet ligger Marie Louises designfirma, North. Indretningen er holdt i sort, hvid og træ. Stolen er fra House Doctor, og bænken er fra Broste Copenhagen.

© Birgitta Wolfgang Drejer

Også arbejdsmæssigt gør Marie Louise en dyd ud af indpakningen.

© Birgitta Wolfgang Drejer

Fra hjemmesiden North.dk leverer virksomheden over hele verden. Denne artikel blev første gang bragt på bobedre.dk december 2015.

Relaterede Artikler