jul juletræ facts bo bedre
© Kira Brandt

Hvordan holder I jul? Vi har spurgt BO BEDREs læsere

Vi spurgte, I svarede – og her er hele sandheden om, hvordan I holder jul.

10 sjove facts om, hvordan BO BEDREs læsere holder jul

Julen er hjerternes fest, men traditionerne er forskellige fra person til person og familie til familie, så derfor spurgte vi jer om, hvordan jeres jul var. Det er der kommet en række hjertevarme svar ud af.

33% har snydt med mandlen.

Juleaften er en dag, hvor man godt må snyde lidt – i hvert fald når det kommer til mandlen i ris a la manden. Det mener en tredjedel af jer, og ”snyderne” har da næsten også altid snydt på en måde så det er kommet de mindste ved bordet til gode. Vi har samlet et lille udpluk af jeres svar herunder:

– Som barn, var det næsten altid min bedstefar der fik den, og så listede han den hen til mig.

– Lasse, som på det tidspunkt var det yngste af mine børn og som bestemt ikke kunne lide ris a la mande, kunne godt lide kirsebærsovs, og på en eller anden måde fik min svigermor sneget en mandel i Lasses kirsebærsovs.

– I min barndom, hvor vi holdt jul hos vores mormor og morfar, tog vi 5 mandler med (mor, far og tre søskende). Min mormor var lige ved at græde - hun var et meget regelret og traditionsorienteret menneske. Sjovt!

– Som barn fik jeg altid mandlen af min onkel. Han havde stjålet den i køkkenet, når min moster troede at han blandede den i ris a la manden.

0% synes, gaverne er det vigtigste juleaften

Vi gætter på, at resultatet ville være lidt anderledes, hvis vi spurgte børn, men vi kunne ikke undgå at smile over hele hovedet, da vi så denne statistik. ”Hyggen” er den absolutte topscorer, for hele 81% mener, at denne er det vigtigste. Og her må vi give jer ret.

24% taber kampen mod kalenderlyset

Ja, det kan være en stor udfordring at få brændt lyset helt ned, og en fjerdedel af jer må da også give fortabt.

74% er trætte af den tidlige jul

Der bliver pyntet tidligere og tidligere op i butikker og på gader og stræder. Men det burde butikkerne måske holde op med, for 74% af jer mener i hvert fald, at julen hører december til.

Julen er hjerternes fest

Eller den er i hvert fald julehjerternes fest. For den festlige højtid får de kreative gener frem hos 42%, der laver julepynt i løbet af december, og her er julehjerterne den klare favorit.

Kun rigtigt gran tæller

Selvom markedet for falske juletræer er vokset de seneste par år, så er det et no-go, hvis man spørger, om juletræet må være falsk. Hele 91% af jer sværger til den ægte vare, når der skal pyntes juletræ derhjemme.

Og verdens bedste julekage er…

Brunkagen! Undersøgelsen viste, at hele 40% foretrak den lille, lækre småkage, når det kom til julekagerne. Og selvom pebernødderne altid er et hit, så kunne de kun mønstre opbakning fra 27% af jer.

Fuglen vinder på middagsbordet

Julen er traditionsrig, så det kan ikke komme som nogen overraskelse, at anden vinder, når det kommer til favoritkød på spisebordet. 40% stemte for den festlige fugl, men hvad der overrasker er, at så mange foretrækker kalkunen. For hele 12% er den det foretrukne fjerkræ.

Søde sager! Søde sager alle vegne!

Hvis du gik og frygtede for, at de seneste års fedt- og sukkerforskrækkelse også havde sat sig på lysten til hjemmelavet konfekt eller hjemmelavede kager i julen, så tager du fejl. For hele 80% af jer laver enten konfekt, kager eller en kombination i julen. Vi har samlet et udvalg af jeres favoritter herunder:

– Jeg dypper alt i chokolade.

– Valnøddekugler, chokolade med nødder og pistacier, klejner, brunkager, finskbrød, pomeransstænger og vanillekranse.

– Pebernødder, kager, trøfler, fedtebrød, specier, vanillekranse, engelske honningkager.

Jeres gaveønsker er det fineste i hele verden

Vi stillede selvfølgelig også spørgsmålet ”Hvad er dig største julegaveønske?”, og hvis man ikke allerede vidste det, så viser svarene, hvorfor julen er så fantastisk en tid:

– At julefreden kan sænke sig i hele verden.

– At min familie må være raske og lykkelige til deres dages ende, hvis det kan fås.

– Sundhed og lykke til os alle!

– At vi passer på vore klima og fred på vores lille klode.

– At det må gå mine børn og svigerbørn godt, samt at mennesker kan leve i harmoni med hinanden.