©

Rattan: Nordisk guldalder fra regnskoven

Der er ikke noget mere dansk end et kurvemøbel ... eller? Faktisk gror palmearten i de indonesiske regnskove - og her formes de møbler, der er hottere end nogensinde.

Arne Jacobsens allerførste stol blev designet i rattan. Året var 1925, og Jacobsen var stadig arkitektstuderende i København, da han formgav Paris Chair til en verdensudstilling. Den smukke stol med art deco-svungne linjer er netop blevet genfødt hos Sika Design, som har specialiseret sig i rattanmøbler. Virksomhedens møbler bliver skabt af indonesere i plantens eget hjemland, hvor teknikken er nedarvet i generationer.

Rattan er en slyngplante i familie med palmen. Den minder om bambus, men er ikke hul, og kan bøjes i de mest utrolige former. Rattan er med til at bevare den naturlige bevoksning i regnskoven, fordi planten vokser hurtigt og gavner de andre træer og miljøet. Samtidig er de gyldne rør nærmest uopslidelige og kan tåle fugt, kulde og varme. Et kurvemøbel af rattan holder i årtier, og det er også derfor, vi stadig kan finde kurvestole helt tilbage fra 50'erne i virkelig god stand.

At Arne Jacobsen tog fat i de eksotiske planter allerede i 20'erne, var ikke tilfældigt. Han designede visionært og ledte hele tiden efter materialer, der kunne forarbejdes i nye, organiske former, som verden aldrig havde set før. Arne Jacobsen samarbejdede med det berømte værksted R. Wengler (gammelt foto), der siden 1800-tallet havde opøvet en international anerkendt ekspertise i at flette møbler af peddigrør og rattan.

Efter Arne Jacobsen fulgte mange andre danske designere, fx Nanna Ditzel, som også arbejdede innovativt med regnskovens bøjelige rør. Hendes ikoniske hængestol, Hanging Egg Chair, er blevet relanceret og kan nu købes nyproduceret takket være Sika Design.

Kurvemøblerne blev synonyme med især 60'erne og 70'ernes danske udestuer og terrasser. I dag er de dog i højere grad rykket indendørs, og det eksotiske kombineret med dansk møbelkunsts guldalder er en af de største boligtrends i 2014.