Yndlingsrummet

Med udsigt til Kolding Fjord og by har et ægtepar droppet den brune periode og udskiftet deres utidige køkken med en supermoderne og stram model.

© bobedre.dk

Man kan beskrive dette midaldrende ægtepars køkkenhistorie kort i farver: Et brunt køkken blev sort, og parrets voksne børn blev grønne af misundelse. Ægteparret selv var aldrig i tvivl om deres sorte valg, et grebsløst Apia-køkken fra Schmidt Køkkener.

– Da vi så det, var vi bare helt sikre. Dét var køkkenet for os. Og det er dejligt, når børnene kommer og siger, at sådan et køkken vil de også gerne have, siger den kvindelige halvdel. Samtidig med opførelsen af det nye køkken fik parret åbnet op til et tilstødende kontor, der blev forvandlet til spisestue. Det har haft stor betydning for rummene, som er velsignet med en utrolig udsigt mod Kolding Fjord og by.

Køkkenet er indrettet efter udsigten med en kogeø, der er placeret, så man har front mod fjorden, når man kokkererer. De store vinduespartier giver samtidig masser af dagslys.

© bobedre.dk

Der er tænkt både design og funktion til sidste detalje. Bordpladen har et svævende udtryk, og emfanget fra Thermex har fjernbetjening og er gemt i loftet, så der er frit udsyn til vand og by uden for vinduerne. Armatur er fra Hansgrohe.

© bobedre.dk

Rullebordet er lavet i samme højde som køkkenbordet og med samme bordplade, så der nemt kan skabes lidt ekstra bordplads. Bordet kan også bruges til en lille buffet. Den orange vase er fra Inspiration.

© bobedre.dk

Teknikvæggen rummer både vinskab fra Vinteg, amerikanerkøleskab fra Gram samt almindelig ovn og dampovn fra Miele.

© bobedre.dk

Parret fïk åbnet op ind til et kontor, der stort set kun blev brugt til at lukke hunden ud fra. Her er nu spisestue, og det har givet en helt ny oplevelse af huset. Det sorte højglansskab i baggrunden binder rummene sammen. Induktions­kogepladen i kogeøen er fra Miele.

© bobedre.dk

Skufferne i kogeøen er 75 cm dybe, hvilket giver god opbevaringsplads. Den gennemgående skinne øverst gør det nemt at få fat i de grebsløse skuffer - og ser samtidigt godt ud.

Relaterede Artikler