Skygger af grå

Den grafitgrå farve på fire Syverstole blev toneangivende for dette lille, men super-veltilrettelagte Østerbrokøkken.

© Andreas Mikkel Hansen

Det oprindelige køkken i den lille lejlighed levnede ikke plads til de store udfoldelser over gryderne.

Det var trangt og mørkt og modsvarede ikke den åbne planløsning, som ejerne, Julie og Christian Ulrich, så for sig, da de valgte at købe tre etager af Østerbro-byhuset, der for nylig var blevet slået sammen til én stor lejlighed.

Opgaven til indretningsarkitekt Johan Joensen fra Siematic lød derfor på at integrere køkkenet i alrummet, men uden at lade det dominere, og samtidig at skabe en luftig og rummelig følelse omkring funktionerne.

Det betød fx ingen tyngende overskabe og en rolig farveholdning, der kunne skabe balance i rummet, hvor en dør blev blændet og væggen mod spisestuen væltet.

© Andreas Mikkel Hansen

Det velkomponerede Siematic-køkken holder sig inden for rammerne af lejlighedens oprindelige køkken. Dog er en række skabe kravlet rundt om hjørnet til alrummet og fungerer som praktisk opbevaring for service og bestik.

© Andreas Mikkel Hansen

Hjørnet ved siden af det indbyggede køle-fryse-skab er godt udnyttet med en smal skuffe til olier og andet.

Relaterede Artikler