Nordisk køkkengrej

Den smarte citronpresser, skålen i keramik og den bæredygtige kaffemaskine.

Citronpresser

Den velkendte citronpresser har fået en tur i vridemaskinen af Normann Copenhagen, og ud af det er der kommet Squeezer, der er fremstillet i silikone og plastic. Presseren har et praktisk håndtag, som samtidig samler saften, hvorefter man nemt kan samle siderne til en hældetud. 150 kr., Normann Copenhagen.

Emfang
Emfang er skabt til at suge, men mange af dem suger desværre også penge op af lommen i form af et højt energiforbrug. Her kommer Silverline ind på banen med en stribe energibesparende emfang, der er udstyret med en motor, der anvender en såkaldt Greentechteknologi. Her er vist SG 3264, der sænker energiforbruget helt ned til 8W på laveste niveau. 10.995 kr., Silverline.

Kande
Kander til saft og vand er ofte kedelige. Derfor bliver man helt glad for at se, at Nuances bud på en kande til bordet er både stilfuldt og elegant. Kanden er af rustfrit stål og har et aftageligt isfilter, der sikrer, at isterninger, limeskiver el.lign. ikke ryger med ud, når man hælder. H 30 x diam. 12 cm, 599,95 kr., Nuance.

Skål
Vipp har udvidet sin kollektion af keramik med en stor skål til salat eller lignende. Skålen er designet af Annemette Kissow, der også står bag resten af delene i serien. Skålen rummer 1 l og koster 299 kr., Vipp.

Knife and spork
Knife and spork er designet til at have med på en picnic. Sættet, der er af poleret rustfrit stål, består af en kniv og en kombineret gaffel og ske. Navnet spiller på de engelske ord for gaffffel og ske - spoon og fork. 1077 kr., Minimalux.

Te-sæt
Norden møder Asien i Steltons nye te-serie Theo, der udover tekanden og tevarmeren består af tekopper og små skåle til fyrfadslys, opbevaring af teposer eller servering af kager eller små retter, hvis man vil have en rigtig teceremoni. Alle dele er i stentøj med en finish i sort-brun, der leder tanken hen på nordisk smedejern. Kandens låg og hank er lavet af bambus. Kanden koster 599 kr., og tevarmeren 299,95 kr., Stelton.

Senseo UP - Kaffemaskine
Energivenlig kaffe. Senseo UP slår et slag for bæredygtigheden ved at være hele 10 procent mere energibesparende end de tidligere maskiner fra Senseo. Det er muligt ved kun at opvarme den portion vand, der skal bruges, og ved at nedsætte bryggetiden. Senseo Up fås i sort, rød og hvid. Ca. 1000 kr., Senseo.