Nordisk inspiration til dit køkkentilbehør

Boblevand på nye flasker, nem brødform og køkken lavet af bambus.

Træ, vand og jord - og keramik

© bobedre.dk

Malene Helbak har skabt en ny spændende keramikserie, der har fået navnet Fjord. Serien er inspireret af vand, jord og træ, som vi møder dem i naturen, og er skabt i en enkel farvelagt fajance med tætsluttende låg i olieret eg. Fås i grå, gråblå, grøn, mint og petroleum, fra 229 kr., Helbak.

Køkkenet er lavet af bambus

© bobedre.dk

Garde Hvalsøe har indgået et samarbejde med We Do Wood, der er mundet ud i et smukt og stilrent køkken, som bygger videre på We Do Woods filosofi om at bruge bambus som det bærende materiale i deres møbler. Ifølge designerne Sebastian Jørgensen og Henrik Thygesen er køkkenet inspireret af japanske pagoder og den meget præcise japanske snedkertradition, som på mange måder er i familie med den danske design-tradition. I hvert fald rykker japansk design i stigende grad ind i de danske designbutikker. I forhold til køkkenet fra We Do Wood betyder den japanske inspiration fx, at konstruktionen er tydeliggjort ved at fremhæve de over- og underliggere, der rammer køkkenet ind. We Do Wood-køkkenet er lavet på standardmål i modsætning til Garde Hvalsøes andre køkkener, og det betyder, at prisen er halveret. Fås både med fronter i linoleum og bambus, fra 7800 kr. pr. løbende meter, Garde Hvalsøe.

Boblevand på nye flasker

© bobedre.dk

Sodastreams nye udspil er designet af franske Yves Behar, som har taget såvel maskine som flaske under behandling. En smart udvikling er, at man ikke længere skal skrue flasken på for at give den gas. Nu sætter man den blot ind, lukker maskinen og trykker hele fronten. Dråbeformede symboler viser, hvor meget kulsyre du tilsætter. Danskvandsmaskinen fås i farverne hvid, rød, sort og blå, fra 1199 kr., Sodastream.

Nem brødform

© bobedre.dk

Hjemmebagt brød smager bedst - og med Breadmaker fra Lékué er det ovenikøbet let at bage. Man hælder ingredienserne i formen, rører rundt, lukker formen og putter den i ovnen. 349 kr., Lékué.

Forme til mange formål

© bobedre.dk

De geometriske forme Il tempo della festa fra Alessi er designet af Trimarchi Mario. Formene er fremstillet i silikone og fås i hvid, kiwi, fersken, mango eller sort, og anvendelsesmulighederne er mange: petitfours, små isanretninger eller måske som delikate appetizers, der bygges op lag for lag i formen og derefter køles af. 245 kr. for 6 stk., Alessi.

Bløde former

© bobedre.dk

Glassene fra Marte Mellem og Johansfors er lækre, dekorative og har en tyngde, så man ikke er bange for at tage fat i dem. Fra 139 kr., Vetro by Nina Nørgaard.

Klap ud, pisk, klap sammen

© bobedre.dk

Plads er den ting, man aldrig får nok af i skuffen med køkkenredskaber. Men med det nye piskeris Twisk fra Joseph Joseph kommer der lidt mere styr på rodet i skuffen. Piskeriset slås ud og ind ved at dreje det rundt og kan anvendes i begge indstillinger. Twisk fås også som flerfarvet, 159 kr., Good Company.

Relaterede Artikler