Mortens Motorkøkken

Morten Heiberg er kendt af BO BEDREs læsere for sine søde opskrifter og fra sin virksomhed Dessertcirkus - hans private køkken lægger også op til dejlige middage med søde punktummer.

© Birgitta Drejer

Der er den professionelle kok Morten Heiberg, kendt for stribevis af kogebøger, ejer af virksomheden Dessertcirkus og med succes i Japan - og så er der ham, vi besøger her: den private, som er far til tre delebørn.

Han er lige flyttet fra stort hus med kæmpe køkken og til betydelig mindre hus med stråtag fra 1835. Det har sat pres på hans store samling af køkkenmaskiner.

  • For at være ærlig havde jeg et hav af ting i mit tidligere køkken - der var ryddet pænt op, og tingene havde sine pladser, men der var rigtig mange maskiner, så jeg begyndte at sortere og smide ud.

Eller rettere, jeg kørte dem, jeg ikke længere ville have, til et krisecenter for voldsramte, så i al fald nogle fik gavn af dem, siger Morten Heiberg, som indrømmer, at det var en lidt hård proces, for han har en kærlighed til alt, der har en motor.

  • Lige siden jeg var dreng, har jeg været tiltrukket af motorer. Racerbaner, biler og hestekræfter i det hele taget. Det handler sikkert om fremdrift og tiltaler legebarnet i mig. Men det har egentlig været en god proces at downsize det private køkkenliv. Det har givet stort nærvær, at køkkenet er lille og overskueligt, når jeg og børnene fx bager pizza eller en kage, siger han.

Med valget af køkken var han gennem flere faser, før han endelig bestemte sig for et i countrystil, så respekten for husets alder går mere hånd i hånd og i rare og venlige materialer.

Fx valgte han efter store overvejelser køkkenbordet i træ, hvor de fleste kokke nok ville vælge stål, men det ville ifølge Morten Heiberg slå stilen her i stykker. Et køkken er samlet set et redskab til at lave god mad.

  • Jeg er fascineret af at prøve at ramme den perfekte konsistens. Det kan selv for professionelle kokke være vanskeligt, men når der på markedet nu er maskiner, der faktisk hjælper en, ja, hvorfor så ikke bruge dem? spørger Morten Heiberg, der fremhæver thermomixeren som en af de nye tekniske apparater, vi i fremtiden vil se flere af - også i amatørkokkenes køkkener.

© Birgitta Drejer

Morten Heiberg er kendt af BO BEDREs læsere for sine søde opskrifter og fra sin virksomhed Dessertcirkus.

© Birgitta Drejer

Morten Heibergs nye køkken ligger i et stråtækket lille hus nord for København, og for at hylde huset fra 1835 valgte han sit nye køkken i en let countrystil med fyldningsdøre. Køkkenet er fra HTH, men Morten Heiberg har sat sit eget præg på det. Han ønskede, at skabenes hylder skulle være i en mørkere grå farve, samme lerfarve, som er brugt på højskabene, der ses på de næste sider. For at skabe en rar og rolig stemning i køkkenet valgte han trægulve og bordplader i træ.

Kærligheden til maskiner ses tydeligt, hvor en del af de mest benyttede motorer står på køkkenbordet, andre bliver gemt væk. Der er mange elstik, og fx inde i skabet over komfuret fra Gaggenau er der placeret et stik i loftet. Smart, når man lige skal give suppen eller sovsen en omgang med håndblenderen.

© Birgitta Drejer

10 favorit maskiner
Det var en udfordring for Morten Heiberg, da vi gav ham opgaven: Kom med dine 10 yndlingsmaskiner, for han har reelt rigtig mange.

1: En af mine bedste venner i køkkenet … Herculesmaskinen, som pisker flødeskum og rører cremer og deje hurtigt og nemt. Den rører ubesværet rugbrødsdeje, også uden at dejen bliver trukket med op på dejarmen.

2: Sodastreammaskinen, som jeg bruger til at komme brus i vores hjemmelavede saftevand.

3: Vi kalder den kartoffelmaskinen, den giver samme effekt som en friteuse, men uden olie. Vi steger selleri, gulerødder, rødbeder, pastinak, blomkål, hvidroer, majs m.m. og selvfølgelig kartofler i den. Fra Tefal.

4: Magimixeren - alle tiders mest stabile blender.

5: Her har vi Bamixeren. Den ultimativt bedste stavblender - kan blende herfra og til uendeligheden …

6: Verdens sjoveste maskine og fremtidens maskine. Thermomixeren blender med temperaturstyring, så man kan lave saucer, supper, cremer, risotto og meget mere. Fantastisk.

7: Wilfa-ismaskinen. Jeg mener, den p.t. er den bedste ismaskine til hjemmebrug på det danske marked. Nem, hurtig og sjov at bruge.

8: Tefal-toasteren - uundværlig i weekenderne.

9: Thermopen er et digitalt termometer, jeg bruger til alt lige fra, når jeg laver is, til jeg steger kød.

10: Min chokoladesmelter er nok en af de maskiner, som kører mest i mit køkken.

© Birgitta Drejer

Højskabene er valgt i en mørk lerfarve som kontrast til resten af køkkenets lyse stil, og de indeholder køleskab og ovne fra Gaggenau. Sidstnævnte er dels en dampovn og en ovn, der kan gå helt op på 300 grader og med indbygget bagesten. Det giver god skorpe til brødet - og virkelig gode pizzaer, som er en yndet ret, hvor far og tre børn i fælleskab leger med dej og fyld. Pizzaspaden er fra Matfer.

© Birgitta Drejer

Spisebordet har en sjov historie. Der er designet og lavet af Peter Hare fra Hare Design, og han har brugt gammelt træ fra Aarhus Havn, som efterfølgende er blevet røget i rygeovn i otte måneder. Slagbænken bagved giver siddepladser til mange og stammer tilbage fra tidligere ejere. Lampen er af Achille Castiglioni for Flos.

© Birgitta Drejer

Om et komfur skal være med el, gas eller induktion, skiller vandene hos eksperterne, men hvis man spørger Morten Heiberg, svarer han som mange andre kokke: gas eller induktion. Men han tilføjer, at i hans private forholdsvis lille køkken er induktion en renere form for energikilde sammenlignet med gas - og oveni giver induktion et meget hurtigt komfur. Dette fra Gaggenau hører til et af branchens bedste. Den farvede gryde er fra Le Creuset.

© Birgitta Drejer

Det bl.a. orangefarvede stel fra Royal Copenhagens Element-serie giver lidt kulør på bordet - i skålen Morten Heibergs hjemmelavede chokolader. Der var pludselig færre, da billedet var taget ...

© Birgitta Drejer

Morten Heiberg udvikler hele tiden nye madprodukter. Her er hans serie til grillmad. Mortenheiberg.dk anviser forhandler.

© bobedre.dk

Gasflasken til grillen bliver pænt gemt af vejen i en lille beholder ved siden af.

© Birgitta Drejer

Sådan som Morten Heiberg tænker sit køkkenliv, hører det udendørs køkken helt naturligt med - og hans kærlighed til udstyr i topklasse fornægter sig ikke med denne store grill. Det er ikke kun i sommerhalvåret, at han griller, og med denne kombinerede gas og kul-grill fra Jensen kan han både tilberede hele kyllinger på spid, store kødstykker, men også hurtigt små stykker, hvis det kun er gasgrillen, der tændes. Det er enkelt at placere kul i kulbakkerne. Trådnettet i bunden sikrer, at asken bliver i bakkerne - og sådan er der mange gennemtænkte detaljer i denne Rolls-Royce af en grill.

Relaterede Artikler