Kraftfulde nyheder fra Royal Copenhagen

I efteråret 2014 lancerer den ikoniske porcelænsfabrik to rustikke og kraftfulde nyheder.

Siden 1775 har Royal Copenhagen været forbundet med håndmalede, blå blomster på hvidt porcelæn. Siden da, er der løbet meget vand under broen, og i efteråret 2014 lancerer Royal Copenhagen to nye, kraftfulde stel: ”Sort Riflet” og ”Blå Riflet”. Sort Riflet så første gang lyset i 2006, mens Blå Riflet er nyeste skud på stammen.

Begge stel har en mat overflade, som giver et råt og rustikt look. Samtidig fremstår stellene elegante og raffinerede, og er i høj grad i ånd med tidens trends. Kombinationen af de minimalistiske linjer og de markante farver, giver Sort Riflet og Blå Riflet et kraftfuldt og moderne udtryk. Stellenes ensfarvede udtryk og grundform har klare referencer til det hvide søsterdesign: ”Hvid Riflet” fra 2003.

Produktsortimentet i Sort og Blå Riflet består af tallerkner (Ø: 22 cm og 27 cm), dyb tallerken (Ø: 24 cm), æggebægre (2 pak), tekande med bambushank (0,75 liter), termokrus (26 cl), samt krus med hank (33 cl). Begge stel kan bruges selvstændigt, men kan også kombineres med øvrige stel fra Royal Copenhagen for at personliggøre borddækningen.

På redaktionen glæder vi os til, at de nye stel lander i butikkerne til efteråret.

Relaterede Artikler