©

Kobber på laboratorieglas

Tom Dixon har designet en ny glasserie, som har klare referencer til nutidens laboratorieglas.

Der hersker ingen tvivl om, at Tom Dixon - den autodidakte designer - har gjort sig bemærket på designscenen på rekordtid. Tom Dixon har en særlig æstetisk sans, og hans eksperimenterende fremgangsmåde fører ofte til interessante designs.

Denne gang har Tom Dixon designet en kobberforskønnet glasserie. Glasserien hedder ”Tank”. Tank er fremstillet i mundblæst glas, som er ornamenteret med håndmalede kobberdetaljer. Serien består af en karaffel, en kande og to forskellige slags glas.

Tom Dixons designs har sædvanligvis et eksklusivt og futuristisk udtryk. Glasserien Tank er ingen undtagelse. Tank har referencer til nutidens laboratorieglas, men kombineret med kobberdetaljerne, vil Tank tilføre lidt ekstra elegance til middagsbordet.

Tank karaffel og kande koster 1.150 kr., mens glassene koster henholdsvis 550 kr. og 650 kr.