©

Jesper Jellings #takeover

Følg møbelsnedker Jesper Jellings rejse til Seattle og Graypants på vores instagramprofil fra på mandag.

I august sidste år vandt Jesper Jelling

den store lampedesign-konkurrence udskrevet af BO BEDRE,

det amerikanske designfirma Graypants og Hetland Nordic.

Konkurrencen har afstedkommet at en upcoming designer fra Stuer nu skal på studietur og lege med nogle af USA's store designstjerner, nemlig Seth Grizzle og Jonathan Junker fra Graypants.

Præmien lød på 10.000 kr. og en tur til Seattle for to. Jesper er nu på vej til Seattle for at besøge Graypants' studio. Han har lovet at give os indblik i hans tur og han har derfor fået et takeover på vores Instagram-profil, hele næste uge.

Lampen som Jesper Jelling vandt med har fået navnet Silo, og er produceret i en limited edition på 50 stk. "Jeg glæder mig rigtig meget til at besøge Graypants. Jeg skal se deres studie og de vil vise mig nogle nye designs, de arbejder med. Jeg er vild med deres Scraplights og Steplights, og jeg er meget spændt på at høre om deres nye ideer."

Siden konkurrencen, har Jesper arbejdet med et nyt lampe design.
"Efter mange mislykkede forsøg, er jeg ved at have styr på skæreteknikken samt den overordnede form på mit nye design. Seth Grizzle og Jonathan Junker fra Graypants, har bedt mig medbringe skitser og prototyper på det nye design. De har desuden tilbudt mig at medbringe filer, som vi kan skære på deres lasere. Jeg er meget glad for, at de tager sig tid til at høre om mine ideer, og jeg er spændt på at få respons fra to så erfarne og dygtige designere." Det lå ikke umiddelbart i kortene, at Jesper skulle springe ud som selvlært designer. Men med to uddannelser i bagagen - som sløjdlærer og møbelsnedker - har han altid befundet sig i kreative miljøer. "Med min baggrund kan jeg ikke lade være med at tænke arbejdsgange og produktionsmetoder meget tidligt ind i designprocessen. Det betyder, at jeg ender med et design, som jeg ved kan produceres, jeg ved ca. hvor lang tid det tager og nogenlunde hvad det vil koste. Og så længe disse overvejelser ikke går ud over den kreative proces, tror jeg det er en fordel." I 2011 købte Jesper en laserskærer og startede firmaet Jelling Design. Først var Jelling Design en bibeskæftigelse, men siden 2013 har Jesper arbejdet med firmaet og sine designs på fuld tid.
Følg Jesper Jelling på hans rejse på vores Instagram-profil @bobedredk samt #taleover #bobedre #bobedredk. Læs desuden mere på www.jellingdesign.dk

Til venstre vinderen Jesper Jelling mellem de to stiftere og ejere af Graypants, Seth Grizzle, t.v. og Jonathan Junker.