Sort som ravnen

Da Anette Reiss og Jesper Christiansens 1980’er-hus skulle have nyt badeværelse, var ønskelisten fyldt med ord som hvile, overraskelser, mørkt univers og mystik.

© Lars Kaslov

Dramatik og mystik er den overraskende oplevelse, man får, når man træder ind i dette badeværelse. Sorte vægge, levende lys og en overvågende ravn skaber en nærmest huleagtig stemning, og det er et helt bevidst valg fra Anette Reiss og arkitekt Jesper Christiansens side. De ønskede noget helt anderledes, da badeværelset i deres hus fra 80’erne skulle renoveres.

Det knap 10 m² store badeværelse er enkelt og eksklusivt indrettet helt i sort med en enkelt afvigelse i badekarrets fine mosaik, der changerer i sølv, gråbrunt og perlemor. Udgangspunktet for hele badet var ellers, at der skulle små fliser overalt, men et besøg i Flisegalleriet i Århus fik vendt op og ned på dét. I stedet faldt valget på de store formater med få fuger. Det giver en ro, som får rummet til at syne større, end det egentlig er.

© Lars Kaslov

Det ellers symmetriske vaskebord er placeret asymmetrisk på væggen for at give god plads til to skabe. Det nedhængte akrylloft med det indirekte lys ses tydeligt her og forstærker den sorte farves hyggelige hulestemning.

© Lars Kaslov

Badeværelset fremstår roligt ikke mindst på grund af det begrænsede antal fuger. De store gulvfliser er 60 x 60 cm, og væg-fliserne bag vaskebordet og i brusenichen 10 x 60 cm. Begge fra Flisegalleriet i Århus.

© Lars Kaslov

Der spilles på kontrasterne mellem den kraftige træbordplade og den ultratynde akrylkasse med det lille runde hulgreb, der passer til vaskens prop. Kasserne bruges til vasketøj og fungerer samtidig som skjul for vandlåsene under de to vaske.

© Lars Kaslov

De tidløse krenitskåle er som skabt til den sorte indretning med deres stærke farver som eneste kontrast. Det sandblæste vindues-glas får sin grønne farve fra græsset udenfor.

© Lars Kaslov

Helt i tråd med resten af den enkle indretning er der valgt Vola-armaturer til indbygning over vaskene. De to vaske er fra Duravit og designet af Philippe Starck.

Relaterede Artikler