Maritimt & maskulint

Et rigtigt herrebadeværelse. Med vægt på velvære, plads og kvalitet. Sådan lød ønskerne fra singlemanden i Thisted Jesper Agensen, som fik professionel hjælp fra Bedre Bad.

© Skovdal & Skovdal

Her i Thisted med den kolde vind blæsende ind fra Nordsøen kan Jesper Agensen nu ligge i det store badekar og nyde sit nye badeværelse, som ligger i forlængelse af hans soveværelse. Det er et bad lige i hans ånd - med vægt på masser af plads og på kvalitet. Og på nydelse. Et vaskeægte herrebadeværelse med et maritimt skibsgulv i teak.

Huset er Jesper Agensens barndomshjem, dog nyopført, og i det oprindelige hus var der også skibsgulv, så det var et af ønskerne, han havde til sit nye bad. Han fik professionel hjælp af Bedre Bad og Handest VVS, som indrettede med gode, gedigne materialer og sanitet fra bl.a. Duravit og Hansgrohe.

  • Og så har jeg fået lagt store, sorte fliser, som matcher det granit og skifer, som ligger i resten af huset. De måler helt op til 160 cm, og der ligger eksempeltvis kun ét stort stykke inde i brusenichen, fortæller Jesper Agensen.

Han havde ingen masterplan for indretningen, og det var mest af praktiske årsager. at bad og soveværelse blev slået sammen.

  • Der var en væg, som tog megen plads, og så blev løsningen, at vi bandt de to rum sammen med kun glasvægge imellem.

Netop dette gør, at badet får et eksklusivt hotellook, samtidig med at skibsgulvet giver rummet noget solidt og maskulint.

  • Det vigtigste for mig var, at jeg fik et bad, der kunne bruges, som var praktisk og funktionelt, og hvor jeg havde masser af albuerum. Det er bl.a. også derfor, at brusenichen er så stor. Og så hader jeg simpelthen bruseforhæng, så denne løsning med glasvægge er lige mig ...!
© Skovdal & Skovdal

Mens stormen raser udenfor kan man ligge her i det store badekar fra Royal Scandinavian og nyde varmen. Modellen hedder Tonga Royal. På væggen hænger en Kriss Space-håndklæderadiator. Til højre ses vaskemøblet, speciallavet på mål, samt soveværelset bag glasvæggen.

© Skovdal & Skovdal

Toilettet med det markante design hedder Vero og er fra Duravit. Toilettet har fået sin egen lille afdeling med afskærmende væg.

© Skovdal & Skovdal

Brusenichen er elegant og rummelig med afskærmning i glas, fås på mål hos Royal Scandinavian. Hovedbruser, vægudtag, bruseholder, bruseslange, termostatbatteri samt håndvaskbatteri er fra Hansgrohe.