Indendørs friluftsbad

I denne Strandvejsvilla tæt på vandet nord for København har familien fået nyt bad. Kravet var klart defineret: Luft, lys og maritim stemning ...

© Tim Bjørn Wahlfried

Her bor en familie, der er vant til at flytte meget. Og dermed også forholde sig til boligindretning, og til nøjagtig hvilke behov alle tre medlemmer af familien har. Og da de sidste år flyttede ind i denne arkitekttegnede villa fra 1959, helt tæt op ad Øresund, var ønsket om et nyt bad formuleret ret præcist:

– Vi ville gerne have et hjemmespa med masser af albuerum, og to brusere for at skabe harmoni. Og så skulle det være lyst. Derfor var det en gave, at der allerede var et ovenlysvindue i rummet. Og plads blev der i høj grad. ”Brusenichen” måler 90 cm i dybden og fylder hele rummets bredde, så man kan i bogstavelig forstand ikke blot gå i bad, men gå rundt i badet.

Familien fik installeret to store Grohe-brusere bag en gigantisk glasvæg lavet af hærdet glas, som har fået en kalkafvisende behandling, så den er supernem at holde ren og pæn.

© Tim Bjørn Wahlfried

De turkise mosaikker changerer i både perlemor, violet og guld, og når solen står på, stråler væggen med metallic-effekt.

© Tim Bjørn Wahlfried

Lille tableau mellem de to vaske. Bjørn Wiinblad-vasen er et arvestykke, parfumen er fra Jo Malone, æske fra Amazing Space og keramikskål af Henriette Duckert.

Relaterede Artikler