Et lille stykke af Afrika

Effekten af det huleagtige og naturlige udtryk kommer helt til sin ret i dette nye badeværelse i Fredericia, der på alle måder står visuelt meget stærkt.

© Lars Kaslov

Badeværelser har det med at ligne hinanden. Det er derfor befriende, når man oplever et, der virkelig stikker ud fra mængden - og det kan man roligt sige, at dette badeværelse gør.

Da familien Madsen i Fredericia henvendte sig til designeren Ole Jørgensen fra firmaet Manodesign, med speciale i badeværelsesindretning, var det for at få noget, som var lidt ud over det sædvanlige og gerne noget, hvor naturen blev ført ind i badet. Han måtte med andre ord tænke lidt abstrakt, men samtidig ville familien gerne have et rum, der fremstod med et moderne udtryk.

Efter flere samtaler med familien gik Ole Jørgensen i gang med at designe de 15 m². Med udgangspunkt i den afrikanske natur lykkedes det at skabe et badeværelse, der på en gang signalerer noget moderne, og som samtidig er alt andet end mainstream.

På skitserne har han som inspiration brugt et frodigt afrikansk landskab med mørke sandsten, vandfald, grønne græsser af forskellige slags samt sandlignende områder omformet til en bræddebeklædning af douglasgran.

For at fuldende illusionen af den afrikanske drøm har han i brusebadet lagt nogle store klippelignende sten, der skal danne baggrund for det indmurede vandfald, og modsat det rislende vand var de mange græsser i form af svigermors skarpe tunge placeret i en stor, speciallavet skjuler.

Trædestenene i ”sandet” er importeret fra Kenya og er lagt i et mønster som stenenes udformning mere eller mindre har bestemt, fordi de blandt andet leveres i det, man kalder naturbrud.

Familien var fra starten med på Ole Jørgensens idé, dog er det naturlige landskab modereret en anelse, fordi familien var bange for, at de store klipper ville blive for besværlige

at rengøre i det daglige. Græsset på den modsatte endevæg blev også droppet, da dagslyset i denne del af rummet er for sparsomt.

Udover de afrikanske sandsten fra Mazeras, der er lagt i gulvet, er de samme sten, men bare som 60 x 60 cm-fliser, også brugt på gulvet i bruseafdelingen.

© Lars Kaslov

Det brusende vandfald er her gengivet ved hjælp af armaturet FRE39 og FRE 40 (loftmonteret) Water Fall - fra det italienske firma C.E.A. Design. De afrikanske fliser er meget modstandsdygtige og tåler selv skrappere rengøringsmidler.

© Lars Kaslov

Som modvægt til de meget rustikke afrikanske sandsten består selve vaskebordet af det mere forfinede kompositmateriale corian, og nedenunder er der hængt et skuffemøbel tilvirket i mørkt wengé. Begge dele er designet af Ole Jørgensen, belysning og spejl er fra Manodesign. Toilettet hedder Bowl og er fra italienske Ceramica Globo.

Relaterede Artikler