En duft af ørkenstøv

En hel container sandstøv fra Marokko er støbt ind i gulvet i dette bad, som er indrettet personligt med rejseminder, et miks af gammelt og nyt, og et flot spil mellem sort og hvidt.

© Kennet Havgaard

En dag landede en stor container med Tatelac, marokkansk sandstøv, foran villaen. Snart var håndværkerne i gang med at blande støvet ind i cement, der blev lagt på gulv, i kar og på brusevægge i det nye badeværelse. Det færdige resultat er 35 m2, som er indrettet med et miks af nordisk enkelthed, håndværk fra Vietnam og det særlige, nordafrikanske støv indkapslet i fladerne.

Udfordringen var at udnytte det aflange rum med skråvæg maksimalt, og derfor delte ægteparret rummet op i tre zoner: Opbevaring og vask, toilet og badezone. I vaskezonen er en bordplade af gamle brædder, som er slebet og bejdset i en dyb brun, nedfældet i elementerne. Den hvide vask giver en effektfuld kontrast, og over vasken hænger en antik spejlramme med nyt glas.

© Kennet Havgaard

Lædergrebene er dekoreret i hånden med stempeldekoration. De er også behandlet med læderfedt, hvilket gør dem vandafvisende, men også ekstra bløde og behagelig at holde i.

© Kennet Havgaard

Det gamle skab med glas i lågerne fremmaner en personlig stil i det nye, moderne badeværelse og giver rummet liv og ånd som i en stue. Skabet, der inviterer til at pynte med flere personlige detaljer, er fundet hos Fil de fer.

© Kennet Havgaard

Trehuls-armaturet fra Volevatch med en buet tud forbinder de to kontrastfarver, og slår på den gennemgående modsætning mellem nyt og gammelt.

© Kennet Havgaard

Det personlige pynt dominerer toilet-området. Toilettets cisterne er skjult i væggen, så gulvfladen med sandstøvet fra Marokko er ubrudt.

© Kennet Havgaard

Sæbeskålen er fundet af parret i Marokko, og den ørkenagtige plante er et oplagt valg som forlængelse af rummets nordafrikanske tema.

© Kennet Havgaard

Det håndskårede træfad giver også badeværelset et personligt touch, og det bliver brugt til kæder, armbånd og pynt.

© Kennet Havgaard

Brusehovedet i børstet nikkel er stort og giver regnskylseffekt.

© Kennet Havgaard

Væggene i brusenichen og badekarret er muret op i Tatelac. Bruseren er fra Aquadomo - de 10 spots i loftet, Downlight Angolare, er fra Concept Light.

Relaterede Artikler