Parcelhushaven
I et parcelhuskvarter i det nordlige Skanderborg ligger der en have fuld af skønhed, ro og rene linjer. Her er plads til en stor familie, til voksne og børn, til leg, familiefester, hverdagshygge, køkkenhavedrømme, glashus, udekøkken, betagende bede og hyggelige oaser. Men sådan har den ikke altid været.
En stor omgang rod
Da Lone og hendes mand, Thomas, i 1999 købte den 1440 m² store grund med et nybygget typehus på, var omgivelserne en stor omgang rod. Ja, faktisk uden et eneste stykke grønt.
Haveglæde
Haveinteressen har Lone altid haft, og det skyldes især hendes morfar, som var passioneret havemand.
Han var forhenværende landmand af den gammeldags type med revet jord mellem stauderne og en stor køkkenhave. Her var Lone gerne med til at plukke blommer, hente dagens buket og høste grøntsager til dagens måltid, og det er bl.a. denne haveglæde, der har smittet grundigt af.
– Jeg begyndte med at indrette haven med stauder, buksbomhække og blomstrende træer i en engelsk havestil, selvom det måske alligevel ikke rigtig var mig, fortæller Lone.
Forandringer
Og i begyndelsen var haven domineret af gyngestativer og sandkasse til familiens børn, da de var små.
– Min have har været meget igennem, ler hun og fortæller om, hvordan hun lavede lange staudebede ligesom sin morfars i bunden af haven. Og på den måde voksede haven frem.
Rum i haven
Med tiden indså Lone, at det gav mening at opdele haven i rum. Legetingene blev placeret i et rum, køkkenhaven blev anlagt i et andet, og bålstedet blev placeret i den nedre del af haven, og her fandt familien ud af, at der var dejligt at være.
Så byggede de loungeområdet og en lav sofa omkring platantræerne, og på den måde voksede haven frem, rum for rum. Hele tiden med nye tilføjelser.
Minimalistisk glashus
En af de seneste projekter er et minimalistisk glashus, som i dag står under piletræet og inviterer til afslapning og hygge.
Glashuset er hjemmebygget og designet af Lone og Thomas. Det begyndte som et lockdownprojekt og er nu blevet havens hjerte.
Her bruger Lone mange timer med sin yngste datter med at tegne, være kreativ og lægge nye haveplaner.
Romantisk engelsk havestil
Lone er den, der udtænker og planlægger haven, og er der noget, der ikke virker, så bliver det straks lavet om.
Sådan var det også med den sidste rest af den romantiske engelske havestil, som kom på en hård prøve en dag, da Lones ven landskabsarkitekt Kjeld Slot kom på besøg, og han stillede de helt rigtige kritiske spørgsmål, hvilket blev den romantiske engelske havestil endeligt.
Piet Oudolf
Lone er kæmpe fan af havedesigneren Piet Oudolf og hans evne til at skabe haver, der føles som landskaber, og efter at have besøgt hans have i Hummelo i Holland faldt det hele endelig helt på plads i Lones egen, og hun besluttede sig for at grave hele skråningen op mellem havens to niveauer og plante stauder blandet med prydgræsser.
– Jeg vendte ligesom om på det hele, såede græs der, hvor der var bede før, og lavede bed der, hvor der var græs, og det fungerer supergodt, siger Lone.
Året rundt
I bedene har Lone valgt stauder, der blomstrer sent på sommeren, sammen med græsser, der også er på deres højeste i sensommeren, da familien ofte er væk hen over højsommeren. Både staudernes frøstande og de smukke græsser får lov at stå hele vinteren til glæde for både dyr og mennesker, da de er lige så smukke i deres forfald som på deres højeste.
– Hvis jeg er stresset, kommer jeg helt ned på jorden, når jeg går i haven, og fx under corona, hvor jeg har siddet på Teams hele dagen og kigget ind i en skærm, hjælper det at gå i haven. Bare en halv time er nok til at friske hjernen op igen, siger Lone med et smil.