Skammekrogen blev til en grøn oase

Rod, tørrestativer og surfudstyr var denne sydvendte terrasses hyppigste gæster. Indtil BO BEDREs indretningsekspert forvandlede den til læsernes nye favoritplads i det fri.

© Kim Ahm

Når man er så heldig at have en stor, sydvendt terrasse, er det en skam ikke at bruge den. Denne familie kan glæde sig over hele tre terrasser til deres hus ikke langt fra vandet - men på dage med kraftig vind fra havet er to af dem alt for blæsende at opholde sig på. Derfor ønskede familien sig en forvandling af terrassen mod syd, der gerne skulle gå fra at være opbevaringsplads for surfudstyr og tørrestativer til en oase, hvor man kan nyde både sin morgenkaffe og lange grillaftener.

BO BEDREs indretningsekspert valgte at indrette den 15 m² store og overdækkede terrasse både funktionelt og hyggeligt med et nyt bord og skamler i polyterrazzo, med plads til gæster, og et højt arbejdsbord i rå beton. Betonbordpladen er støbt på mål og er en god, solid løsning til at ordne planter ved, sætte bordgrillen på og pynte med lys og blomster. Husets brændestabel er flot stablet nedenunder og er med til at understrege den rustikke havestemning.

© Kim Ahm

Før Den gamle, rodede terrasse blev kun brugt til opbevaring af surfudstyr, krukker, havemøbler og på regnvejrsdage til at tørre tøj på.

© Kim Ahm

1 time - rislende vandskulptur Skab en lille oase i et hjørne af terrassen med skulpturen, hvis rislende vand har en beroligende og meditativ effekt.

© Kim Ahm

1 weekend - Råt arbejdsbord i beton Byg et afsætningsbord af beton, der også kan danne en flot afslutning for brændestablen.

© Kim Ahm

1 dag - Nedfældede LED-spots Her er der skåret hul i brædderne til 3 x 3 spots, som så er skruet fast. Disse specielle LED-spots (diodespots) har en levetid på 50-100.000 timer, eller op mod 40 år, ved almindelig brug. De udvikler ikke varme, og så har de et meget lavt strømforbrug - 1 watt pr. diode. Tilsluttes 230 volt. Bemærk, at gulvspots skal kunne tåle en belastning på 150-200 kg.

Relaterede Artikler