Dyrk dine egne kartofler

Et par læggekartofler, krukker, du kan flytte rundt med, og en pose jord eller spagnum - mere behøver du ikke for at blive kartoffelavler.

© Christa Alstrup

Ditta, svarede landmanden på torvet i Roskilde, da jeg spurgte, hvilken kartoffel han selv bedst kunne lide. Han var fra Svanholms økologiske landbrug og havde også Folva eller Sava, men hans spontane svar overbeviste mig, så jeg købte seks Ditta-læggekartofler 14. april sidste år. Det kan almindeligvis ikke lade sig gøre på planteskolen - der må man købe en hel pose fuld med knolde.

En læggekartoffel er forresten ikke en særlig kartoffel, det er en kartoffel fra sidste sæson, men kontrolleret for sygdomme. Så det dur ikke med de glemte kartofler fra husholdningen. Kartofler skal forspires, inden de sættes i jord, og det tager ca. fire uger. Læg dem tæt sammen i en flad papæske eller evt. æggebakker, og sørg for, at siden med flest øjne vender opad. Nu skal knoldene stå lyst og helst ved en temperatur på 12-15 °. Det er godt med høj luftfugtighed - en gang imellem fugter jeg mine kartofler med en forstøversprøjte.

  1. maj var mine Ditta-kartofler parate til at komme i krukker. Letvægtskrukker på mindst ti liter er praktiske, så kan du nemt flytte rundt med dem, når regnen siler ned, det blæser meget, eller solen brænder for heftigt. Der skal være hul i bunden af krukkerne, så overskydende vand kan løbe fra, og nederst skal du lægge et godt lag potteskår eller lecakugler. Ovenpå hælder du god krukkejord eller, endnu bedre, spagnum, så behøver du ikke at gøde senere. Læg tre forspirede kartofler i hver krukke, der skal være ca. ti cm jord over spirerne. Husk at vande let. Hvis vejret er med dig, viser de allerførste små grønne bladskud sig allerede efter otte-ti dage. Og så skal du bare vente. De nye kartofler kan høstes efter 70-80 dage i jorden. Efter 70 dage høstede jeg 740 g Ditta-kartofler fra min ene krukke. Kartoflerne i den anden krukke fik 11 dage mere, og jeg fik godt et kilo. Og det blev de smukkeste store kartofler - den største vejede 96 g.
© Christa Alstrup

Læggekartofler skal forspires i et par uger, og de bliver ret runkne med tiden. Jeg fik kun tre spirer pr. knold, til gengæld var de korte og kraftige, præcis som de skal være. Det er ikke vigtigt med antallet af spirer, når bare de ikke er lange og ranglede.

© Christa Alstrup

Selvom det endnu er koldt for årstiden, skal kartoflerne i jord eller spagnum, når spirerne er tilpas lange. Brug store krukker med hul i bunden, så overskydende vand kan løbe af. Kartoflerne lægges ca. ti cm ned i jorden, endelig ikke for tæt sammen.

© Christa Alstrup

Allerede efter godt en uge titter de første bladskud frem. Skulle der varsles nattefrost, kan du lægge aviser over de små planter.

© Christa Alstrup

Nu går det stærkt, kartoffeltoppene vokser et par cm hver uge. Husk at vande let, når jorden ser tør ud. Det er også nu, du skal holde øje med knolde, der er ved at bryde igennem overfladen. De skal straks dækkes med jord, for hvis de får sollys, bliver de grønne og uspiselige.

© Christa Alstrup

Når toppene er store, må du regne med at skulle flytte krukkerne frem og tilbage, så de ikke vælter i blæst eller drukner i silende regn. Senest her vil du opdage, hvor praktisk det er med letvægtskrukker.

© bobedre.dk

Så er det store øjeblik kommet. Efter 70 dage kan de første kartofler høstes. Først rykkes toppen op, derefter graves der ned med fingrene efter kartoflerne.

© Christa Alstrup

Når du dyrker dine egne kartofler, høster du både store og små knolde. De fleste er af mellemstørrelse, nogle få er rigtig store, resten er små knolde.

© Christa Alstrup

Udbyttet fra seks læggekartofler fordelt på to krukker blev i alt 1820 g kartofler.

© Christa Alstrup

Kartoflernes forskellige størrelser giver mange muligheder. De mindste er perfekte til tapas og salater - de større til rugbrøds- madder. Min mindste kartoffel målte halvanden cm, den største hele otte cm.