10 apps til ferien

Gadgetredaktøren har samlet 10 af de apps, han selv skal have installeret på sin telefon, når han smutter på ferie.

De dage, hvor man skulle slæbe rundt på en kuffert fuld af guidebøger, blot for en smuttur til Berlin er for længst ovre. Nu findes der et hav af apps, der giver adgang til restaurantanmeldelser, rejsevejledninger, vejrudsigter og meget meget mere.

FlightAware

Er du træt af at stå i lufhavnen og blomstre, fordi moster Odas fly er forsinket - eller vil du gerne vide, om dit fly lander til tiden, så du kan nå en tur på stranden? Så er FlightAware en god app, der giver oplysninger om afgangs- og ankomsttider for fly i hele verden og oplysninger om forsinkelser i lufthavne over hele verden. Man kan søge på flynumre, destinationer eller lufthavne. På et kort kan man se, hvor langt flyet er nået, og man kan oven i købet få oplysninger om, hvor hurtigt det flyver og i hvilken højde.

Hent den her: ITunes Android Windows

YR

Vejret spiller en vigtig rolle i enhver ferie, uanset om man skal ligge ved stranden, gå på opdagelse i en storby eller vandre i bjergene. Men det er også en vigtig faktor, når BO BEDRE laver boligreportager, og derfor har vi brug for en troværdig vejr-app. Der findes et hav af vejr-apps på markedet, men vi synes, at en af de bedste og mest stabile er YR, der er et samarbejde mellem det norske meteorologiske institut og det norske svar på Danmarks Radio - NRK.

Hent den her: ITunes Android Windows

Packing Pro

Er du typen, der altid glemmer opladeren til mobiltelefonen, ekstra sokker eller solcreme, så er Packing Pro en hjælp til at blive mere ferie-organiseret. Appen har en række lister, der er baseret på brugernes input. Man kan fx vælge 'family' eller 'couple' samt destination og tidsrum, og så får man en færdig liste med de ting, man skal gøre, inden man tager afsted, og de ting, man bør huske. Man kan naturligvis også lave sine egne lister, som kan gemmes til senere brug.

Hent den her: Itunes

XE Currency

Uanset om du rejser i Europa eller resten af verden, må vi danskere indse, at kroner ikke er en møntfod, der er gængs særlig mange andre steder end området mellem Skagen og Gedser. Og diverse tommelfingerregler om at gange med otte og trække en halv fra for derefter at dividere med to, kan hurtigt blive årsag til, at man betaler 1500 kr. for gondolturen i Venedig i stedet for de 150, man troede (ja, det er en personlig erfaring). XE Currency er let at bruge, og du kan indstille favorit-valutaer, så du med et snuptag kan omregne fra drachmer til kroner.

Hent den her: ITunes Android Windows 8

Sunscreen

Blege danskere der rammer sydens sol er ofte let genkendelige på vores postkasserøde hudfarve. Er du en af dem, der som regel får spoleret et par feriedage af solskoldning, er Sunscreen lige noget for dig. Du indstiller det lokale UV-indeks (appen finder selv oplysingerne for dit område), solfaktoren i din solcreme og din hudtype, og så fortæller Sunscreen dig, hvornår du skal smøres ind igen.

Hent den her: Itunes Android

Travel Safe

Hvis man bare en gang har stået på en parkeringsplads i Thailand og haft brug for politi, ambulance eller lignende, ved man, at det ikke altid er lige nemt at finde frem til det rigtige telefonnummer. De bekymringer skulle være en saga blot, hvis du har lagt Travel Safe ind på din telefon. Appen bruger din gps til at finde frem til telefonnummer på redningstjenester, politi, lokale ambassader mm. Du kan også gemme oplysinger om, hvem der skal kontaktes, hvis du kommer ud for en ulykke, ligesom du kan skrive en besked, der kan afsendes med et tryk, hvis der sker dig noget, og dermed spare tid.

Hent den her: Itunes Android

Swearport

Uforskammede tjenere, arrogante ekspedienter, ligeglade guider, nærgående gadesælgere … irritationsmomenterne på en ferie kan være mange, og nogle gange så får man bare nok og vil egentlig gerne sige et par knap så pæne borgerlige ord. Og med Swearport er der stor sandsynlighed for, at du kan sende en sviner afsted på det lokale sprog. Appen er en samling af de værste gloser på en lang række sprog lige fra arabisk til portugisisk.

Hent den her: Android

Foodspotting

Foodspotting er endnu en app, der hjælper med at finde et godt måltid mad, der hvor du befinder dig. Fordelen ved Foodspotting er, at den anbefaler enkelte retter i stedet for restauranter. Appen bruger din gps til at finde anbefalinger i området fra andre brugere. Du kan se et foto af retten, eventuelle kommentarer, restaurantens kontaktoplysninger - og hvis du ikke selv kan finde stedet, viser et kort, hvor du er i forhold til restauranten, så du kan finde vej.

Hent den her: ITunes Android Windows

Postkortet

Postkort er en integreret del af enhver ferie - men hvis du skal være helt ærlig, så er dine egne fotos langt bedre og sjovere end de solnedgange ved havet, duer i tonet modlys og folklore på Mallorca, der er på købekortene. Med Postkortet kan du selv lave et postkort med billeder fra din telefon. Du udfylder navne og adresser på modtagerne og betaler portoen med telefonen, og så printer og sender Post Danmark kortet, som kommer ud indenfor to-tre dage.

Hent den her: ITunes Android Windows

Skype

Mange har allerede Skype, som absolut ikke er en nyhed. Men den skal alligevel med på listen, fordi den simpelthen bare er et must på ferien. Uanset om du har brug for at få sendt flere penge, eller om du savner mor/kæreste/børn, er Skype redskabet at have ved hånden. Du skal blot finde et wi-fi-netværk, og så kan du ringe gratis til andre Skype-brugere.

Hent den her: Itunes Android Windows

Relaterede Artikler