Vindere af Design Awards 2014
Vindere af årets Design Awards er netop blevet kåret, efter en festlig aften på Papirøen, hvor branchen har hyldet dansk design.
Af — 18. september 2014I år er Danmarks stærkeste boligmagasiner, BO BEDRE, Bolig Magasinet og Costume Living, gået sammen om at afholde Design Awards 2014. Arrangementet er blevet afholdt på Papirøen i &traditions nye showroom.
Dette års jury har bestået af direktør for Designmuseum Danmark Anne-Louise Sommer, livsstilsekspert Uffe Buchard, stylist og trendekspert Anette Eckmann, Jesper von Wieding fra Danish Design Association samt chefredaktørerne på henholdsvis Bolig Magasinet og BO BEDRE, Helle Blok og Erik Rimmer.
Vinderne af årets kategorier er...
’Mutatio’ af Christian Troels for Le Klint
Lampen er et smukt stykke design, som leger med forvandling og geometri, og med sit slanke design passer lampen perfekt til steder, hvor pladsen er trang.
Juryen sagde:
”Forfriskende at Le Klint er begyndt at lancere noget, som ikke er foldet. En ny klassiker, som lægger sig op af vores danske designtradition, men alligevel ikke er noget, vi har set før.”
Friends & Founders
Danske Rasmus og Linea Hildebrand har slået pjalterne sammen med svenske Ebba Möller, og deres første kollektion er bred og super æstetisk.
Juryen sagde:
”Flot debutkollektion - cool, stringent, no nonsense. Møblerne kan ikke blive/være umoderne og er et tiltrængt pust blandt alt det danske træ.”
Mirror Mirror’ af Maria Bruun for Paustian
Hjørnespejlet indtager rummet på en helt ny måde, og designet er teknisk elegant udført.
Juryen sagde:
”Her er noget, vi aldrig har set før. Det er installation, en dekoration, der giver noget ekstra til rummet. Godt set af Paustian at sætte spejlet i produktion.”
'Søborg-stolen' af Børge Mogensen af Fredericia Furniture
Børge Mogensen designede Søborg-stolen i 1950, hvor han ønskede at få formbøjet finer og snedkerhåndværk til at gå op i en højere enhed. Stolens design holder stadig i dag.
Juryen sagde:
’Søborg-stolen’ af Børge Mogensen for Fredericia Furniture
”Den er enkel, cool og enormt raffineret. Det er Børge Mogensen på en ny måde, mere let, elegant og organisk, end vi kender ham.”
’9,5º’ af Rasmus B. Fex for Frama
En forfriskende stol, der gør en næsten svimmel med overrasker ved at være komfortabel og funktionel.
Juryen sagde:
”Stolen er på alle måder skæv, et kunstobjekt, der kunne stå på et galleri eller kunstmuseum. Det hele skal ikke altid handle om komfort, så falder vi i søvn.”
Norm Architects
Jonas Bjerre-Poulsen og Kasper Rønn har genopfundet Menus designidentitet, med deres stilsikre formgivning.
Juryen sagde:
”Norm er lig med god smag. De er repræsentanter for New Nordic -bølgen, men har deres helt egen DNA. De arbejder 360 grader rundt og meget konceptuelt, så alt passer sammen.”
Aage Würtz og Kasper Würtz
Aage Würtz havde sin storhedstid i 70’erne. I dag har han sammen med sin sælgermindede søn, specialiseret sig i at lave stentøj til Michelin-restauranter som Noma og Geranium.
Juryen sagde:
”Det er 70’er stentøj anno 2014. Far og søn formår at ramme ældre og yngre generationer med det traditionelle håndværk. Det er smukt og langtidsholdbart unika.”
Bjarne Hansen, kreativ direktør hos Menu
”Her er tale om en mand, der står bag en af designbranchens mest succesfulde turnarounds. At manden bag det hele har valgt at donere en stor del af firmaets indtægter til velgørende formål og pt. Samarbejder med Danida omkring et større udviklingsprojekt i Nepal, gør blot Bjarne Hansen til en endnu mere værdig modtager af denne pris.”
”Ursula” af Ursula Munch-Petersen for Kähler
I har stemt på Ursula som årets læserfavorit til Design Awards 2014.
Ursula-stellet er kendt fra Royal Copenhagen, som i sin tid droppede det smukke stel. Nu har Kähler genoptaget produktionen af det populære design.