©

Tillykke fra Ross og Alfredo

BO BEDRE bad de to internationale superstjerner og Wegner-elskere om at sende en personlig fødselsdagshilsen. Ross skrev et brev, og Alfredo tegnede.

KÆRE HANS, Da vi mødtes, fik jeg at vide, at du ikke talte engelsk, at du var gammel og svagelig, og at du let blev træt i andres selskab.

Det, at være sammen med dig på dén kolde vinterdag i dit hjem, var en oplevelse, jeg aldrig vil glemme. Jeg havde forventet, at hvis jeg var heldig, ville du give mig 20 minutter af dit liv eller måske en halv time - du gav mig to timer!

Det var sådan et privilegium at sidde der og lære fra stolenes konge. Hvilken visdom! Ikke bare, når det handlede om at sidde godt, men også din instinktive forståelse for træ og den måde, hvorpå det kan forarbejdes og sammensættes på en respektfuld måde med endeløs og varig originalitet.

Alt, hvad du fortalte mig, lod jeg synke ned i min bevidsthed, og det har ringet som en klokke i min kreative sjæl lige siden - din dedikation minder mig på så mange måder om en anden mester fra din generation, som døde for ikke så længe siden, Sori Yanagi, som i Japan lærte mig at glemme plastik og nyde træets plasticitet.

Mit eget hjem rummer mange af de ting, du har frembragt. Det er som om, at mennesker som os, til trods for, at de er adskilt af tid, sprog, kultur og tek- nologi, forbliver forbundet af kræfter, der stammer fra den naturlige verden, hvorfra harmonien mellem mennesket og naturen er født. Det er kræfter, som er sjældne og kun eksisterer for at minde os om denne følsomhed.

Den stol, jeg vælger selv at sidde på, når jeg tegner, er en af dine. Den, jeg hænger min jakke på, er en af dine, og de er begge lige så gamle, som jeg selv er. Jeg har endnu selv til gode at tegne en stol, der kommer i nærheden af at rumme den integritet, som dine skulpturelle hænder kunne frembringe, men det forbliver en drøm for mig, og ofte, når jeg er træt af moderne teknologi og min interesse for fremtiden, finder jeg ro ved at tænke på dit arbejdes fuldkommenhed og det faktum, at måske en dag, hvis livet bliver mere roligt, og jeg formår at fokusere, kan jeg forsøge at skabe den ene stol, som skal bære navnet Kære Hans.

Åh, og tak for, at du tog dig tid til at vinke farvel til mig i døren den dag i sneen. Kærlig hilsen Ross.