Super Starck

Philippe Starck har været designer og superstjerne i 30 år, men han har stadig en uovertruffen evne til at forny sig og udfordre vores opfattelse af, hvad design er.

© bobedre.dk

I dag er der ingen grænser. I dag kan du få materialer, der gør alt muligt. Derfor er det tortur for mig, når designere skaber møbler, der udstråler formmæssigt, at de er skabt til at stå ude, fortæller Philippe Starck, da BO BEDRE møder ham i Milano i anledning af, at han har designet en ny møbelserie for det tyske udendørs-high-end-brand Dedon. Og pointen er, at havemøbler ifølge Starck ikke skal ligne havemøbler, men med lige stor selvfølgelighed skal kunne bruges indendøre.

  • Når jeg designer, handler det om at overraske. Det handler om at tilføre en gnist, der antænder nysgerrigheden, fortæller den franske stjernedesigner.

Philippe Starck har med sine banebrydende indretninger af fx Café Costes i Paris (1984) og Royalton Hotel i New York (1988), men også sine mere end 10.000 designs af alt fra møbler og lamper, cykler, tandbørster, speedbåde og motorcykler gennem 30 år etableret sig som den mest berømte nulevende designer. Han har en evne til at genopfinde sig selv og har for nylig nulstillet sin tegnestue og skåret den ned fra 70 ansatte til seks. Han er nu oppe på 20 igen, men grunden til at starte forfra var, at Starck stadig vil noget med sit design og gerne vil have mulighed for at være med i processen. Design skal efter Starcks opfattelse være en forbedring af det allerede eksisterende.

  • Efter 15 år med minimalisme har mange glemt, at komfort er en vigtig ting. Mange sofaer ser fx flotte ud, men er elendige at sidde på. Nogle gange møder jeg nogen, der har en grim, slidt sofa, men som elsker den, fordi komforten er i top. Derfor har jeg insisteret på, at de nye fra fx både Dedon og Cassina skulle være meget humane, komfortable og tidløse, for det gør dem langstidsholdbare, fortæller Starck, og det, at tingene holder længe, og dermed er bæredygtige, er noget, han tager meget alvorligt. Sidste år lancerede han eksempelvis Broom-stolen i samarbejde med ameri- kanske Emeco. Den er fremstillet af bl.a. 75 procent genbrugsplast og 15 procent genbrugstræ.

  • idéen var at skabe noget magisk ud af noget, der i princippet kunne være fejet op fra gulvet på et værksted.

  • Vi er ved at bevæge os ud af Kleenex-samfundet, hvor vi købte og smed væk uden at opfatte det som et problem. Jeg talte med en astronaut, som fortalte, at når man ser Jorden fra rummet, så går det op for én, hvor lille og unik den er. Og nu er vi ved at ødelægge den! Men der er ikke noget alternativ - der er ingen steder at tage hen, når det er slut. På et rum- skib er man måske tre mennesker, der skal have tingene til at række - elektricitet, mad, vand osv. Man er nødt til at tænke på hinanden. Det skal vi overføre til Jorden og den måde, vi lever på. Derfor er det vigtigt at tænke sig om, inden man går ud og køber løs - det kan virke som paradoksale ord fra en designer, men jeg mener det. Før købte man bare noget til sig selv. I dag skal man købe noget til sig selv, men det skal være noget, børnene og bagefter børnebørnene kan arve - det er det, man som designer skal gå efter, siger han.

Philippe Starck-info:
Fransk designer født i Paris i 1949. Voksede op i en familie, hvor faderen designede fly, og lille Philippe tilbragte meget af sin barndom med at tegne. Philippe Starck blev uddannet fra École Nissim de Camondo i Paris i 1968 og grundlagde som 19-årig sin første design-virksomhed, der specialiserede sig i bl.a. oppustelige møbler. Gennembruddet for Philippe Starck kom, da den franske præsident Francois Mitterrand bad ham om at indrette sin private lejlighed i Elysee-paladset i 1982. Philippe Starck har haft mere end 10.000 design i produktion og er den mest pris-belønnede designer i verden. Han er desuden en af de få designere, der har opnået stjernestatus uden for designmiljøet.

Relaterede Artikler