Succesfuldt soloprojekt

Bo Bedre har mødt britiske Tom Dixon, der gik solo for 12 år siden og siden ikke har set sig tilbage.

I 1980’erne etablerede Tom Dixon (1959) sig som en af de nye, unge håbefulde britiske designere med sine karakteristiske hybrider, der leger med kombinationen af det forfinede og håndlavede og det grove industrielle udtryk fra metalværkstedet. Men efter en årrække, hvor han designede for blandt andre italienske Cappellini og i en periode fra 1998 arbejdede hos den engelske møbelkæde Habitat - en periode, den autodidakte designer selv har betegnet som sin læretid - etablerede han sit eget brand, Tom Dixon.

I år kan virksomheden fejre sin 12-års fødselsdag, og beslutningen om at slippe ud af de store producenters kløer og lave sit eget viste sig at være en både kunstnerisk og forretningmæssig succes, omend vejen ikke har været uden besværlige passager, som han selv siger.

  • Det har bestemt været lang hårdere, end jeg først troede, for design er mere komplekst produktionsmæssigt end fx at fremstille tøj til modeindustrien. Jeg har stadig en følelse af, at det er en ung virksomhed, men fornemmer også, at jo længere tid, der går, jo bedre bliver mulighederne for at gøre flere og flere ting - både produktions- og distributionsmæssigt. Jeg er glad for, at vi nu har fået en størrelse, hvor vi ikke længere behøver at arbejde inden for et bestemt æstetisk udtryk. Det handler meget om modsætninger. Vi har det seneste år fået en størrelse, hvor vi kan lave mere industrialiserede produkter og fx større møbelserier også til kontraktmarkedet. Det, at vi nu har mulighed for at investere i rigtige industrielle værktøjer, er fantastisk, for det er noget, der altid har interesseret mig. Mange af mine designkollegaer arbejder jo for store producenter, der har adgang til store fabrikker osv. Det har vi ikke haft i samme grad, så på den måde er dette et vendepunkt for os, siger Tom Dixon.

Men betyder det så, at Tom Dixon er ved at vende de traditionelle hånd- værk ryggen? Noget, der ellers har været karakteristisk for hans udtryk.

  • Nej, det gør det bestemt ikke. Jeg holder af de traditionelle håndværk og bliver ved med at dyrke dem, men pointen er måske, at jeg ikke ser den store forskel på det industrielle og håndværket. Alle dem, jeg arbejder sammen med - dem, der fremstiller de store maskiner eller dem, der programmerer computerne, dem, der tester møblerne osv. - er også håndværkere og bru- ger mange år på at blive de bedste inden for deres felt. Så vi lever i en tid, som er meget spændende for alle, der interesserer sig for produktion. De traditionelle håndværk har det svært og forsvinder over hele verden. Historien om Beat-lamperne (se foto) var, at de blev til i forbindelse med et projekt støttet af den britiske regering, som skulle bevare de traditionelle håndværk i Nordindien. Der er stort fokus på disse ting nu, men det er ikke noget nyt! Menneskehedens udvikling gennem historien har jo betydet, at masser af gamle håndværk er forsvundet gennem tiden, og mange af dem kan vi ikke engang huske mere. Nye materialer bliver opdaget, nye produktionsmetoder afløser tidligere, og nye håndværkstraditioner overtager de gamle - det kan være viden om højteknologiske produktionsmetoder osv. Jeg kan da også godt blive trist over at se gamle håndværk dø ud, men er overbevist om, at det er uundgåeligt! Det er jo en grund til, at nogle håndværk forsvinder af den simple grund, at der er opfundet nye og bedre metoder. Verden er jo heldigvis ikke statisk, siger han.

Tom Dixon hører til blandt en ganske lille gruppe designere, der har taget springet og etableret sig under eget navn - han nævner selv hollandske Piet Hein Eek og italienske Paola Lenti som eksempler, han beundrer, men hvordan kan det egentlig være, at så få går den vej?

  • Langt de fleste designere laver ting for en række mere eller mindre tilfældige producenter, og egentlig er jeg overrasket over, hvor få designere der laver deres eget. Det er en skam, for der er mange, der kunne få succes ved at gøre det. Mange af de store producenter bruger ikke kun de store navne til at designe noget, men også som et vigtigt kommunikationsværktøj. Designerne bliver betalt for en designopgave, men i realiteten bliver de brugt som et marketingværktøj, og hvis de blev betalt for det, på samme måde som et reklamebureau, så ville der være tale om en helt anden økonomisk fortælling. Måske får man tre procent af produktionsprisen i kommission, men i virkeligheden burde man have langt mere. Men økonomien er bare ét aspekt. Hvis du går over til italienske Magis, så kan du se nyt design af Konstantin Grcic, Jasper Morrison, Marcel Wanders, Bouroullec-brødrene osv. Hvis du går over til Vitra, så har du nyt fra noget, der nærmer sig de samme designere. Hvis du går over til Artek, så har de en ny stol af Konstantin Grcic, og sådan kunne du blive ved. Groft sagt bruger de alle sammen de samme 10 designere. Hvis de så alle har designet en stol for fem forskellige producenter, så kommer de ud på et marked, hvor de skal kæmpe med sig selv om opmærksomheden, og stolene koster tilmed det samme. Jeg kan godt forstå, hvis forbrugerne er forvirrede, og hvis man ser det fra deres synsvinkel, så handler det ikke længere om at købe en stol fra Magis, Artek, Vitra osv. Du køber en stol af fx Konstantin Grcic, fordi du kan lide netop hans ting, og hvem, der lige har produceret den, er ikke så vigtigt, så hvorfor springer de designere ikke ud i det, så de selv kan styre slagets gang? Hvis de havde overskuddet til det, kunne de sagtens gøre det!, siger Tom Dixon og fortsætter:

  • Jeg designer for at have det sjovt og er virkelig heldig, fordi at det på sin vis stadig er en hobby for mig. Og lige nu fungerer det af den simple grund, at folk gider købe mine ting - det er der som bekendt ingen garanti for! Gennem årene har jeg prøvet mange forskellige modeller. Jeg har arbejdet med italienske producenter, med store virksomheder, og det, jeg gør nu, er endnu et eksperiment, der handler om at se på, hvordan det er muligt at leve som designer, og indtil videre går det jo meget godt.

Tom Dixon design

I forbindelse med den internationale designuge i Milano præsenterede Tom Dixon vanen tro en række nyheder. Den fine lampeserie Beat har fået nye farver på pendlerne, og så er der kommet en helt ny gulv- og bordmodel. Derudover var den store nyhed møbelserien Pivot, som består af en loungestol, en barstol og en lænestol.

null

Pendler fra 3450 kr., bordlampe, 5600 kr., gulvlampe, 9950 kr., barstol, 16.000 kr., loungestol, 22.500 kr., lænestol, 28.500 kr.
Tom Dixon med den nye Pylon-stumtjener, 11.500 kr., Roomstore.

Relaterede Artikler