©

Middag med havudsigt

Christopher Duffy designer anderledes møbler - fx 'The Abyss', som på én og samme gang er et spisebord og et kunstværk.

Hvad er god smag - og hvad er spændende design? Det er et par spørgsmål, der nok kan sætte gang i diskussionerne i mange selskaber. Og et godt sted at tage sådan en diskussion kunne være, når man sidder omkring bordet ’The Abyss’, som er skabt af den britiske designer Christopher Duffy. Bordet er en 3D-model, der giver en illusios af, at man stirrer ned i det dybe blå hav. Oplevelsen er inciterende og ret interessant - men er det smukt? Ja, hvad synes du?

Christopher Duffy forklarer, at han fik ideen til bordet, da han besøgte en glarmester, hvor det gik op for ham, at glassets gennemsigtighed blev mere og mere grøntonet, jo flere lag glas, der blev sat sammen.

Derefter brugte han sammen med sit team i firmaet Duffy London et år på at udvikle bordet, der består af krydsfinér-plader, der er sat sammen med glasflader. Ved at skabe forskellige ’dybder’ af glas, opnås effekten af, at man stirrer ned i vandet.

’The Abyss’ fremstilles på bestilling, og prisen afhænger af størrelsen. Duffy London understreger samtidig, at der højest vil blive produceret 25 stk. Se mere på Duffylondon.com