Marc Newson skal designe din næste iPhone

Hans første møbelsucces fra 1986 er blevet solgt for 1 million pund på auktion. Nu sidder han i Apples absolutte top.

Når Apple lancerer nye produkter, er det en verdensomspændende begivenhed, som får websites og sociale medier til at gå i knæ af presset fra millioner af forbrugere. At få en plads i virksomhedens inderkreds af designere i Californien er som at komme indenfor i selve Babelstårnet.

Dét er, hvad den australsk fødte designer Marc Newson kan skrive på CV'et nu: Han har sin base i London, men vil fremover arbejde tæt sammen med topbossen Jonathan Ives, som er designkongen hos Apple. Det betyder også, at han vil få direkte indflydelse på, hvordan fx iPhones og iPads kommer til at se ud i fremtiden.

Egentlig er det en logisk forlængelse af Marc Newsons karriere som møbeldesigner. Hans første store succes fra 1986, Lockheed Lounge-stolen, var med dens organiske form og specielle konstruktion mind blowing for hele branchen og satte messer og -udstillinger på den anden ende. Der er kun skabt tre eksemplarer af stolen, og alligevel er den en af de mest kendte signaturmøbler fra senfirserne og halvfemserne. Senest blev en af de tre solgt for 1 million pund på en auktion.

Den svungne halvfemser-æstetik er meget tæt på de takter, som de første iPods viste. Men det er blot én af grundene til, at jobskiftet virker oplagt. Marc Newson har også gjort sig bemærket med en alenlang liste af industrielt design gennem årene. Bl.a. lagde han navn til en cykel for danske Biomega, en konceptbil for Ford - og senest en brillekollektion for Safilo Eyewear.

Samtidig har hans personlige venskab med Jonathan Ives nok heller ikke skadet ...

Relaterede Artikler