Kære læser,

Vores hjemmeside understøtter desværre ikke Internet Explorer 11. For at få den bedste oplevelse på hjemmesiden og af vores indhold, vil vi bede dig om at anvende Edge, Chrome, Safari eller andre, nyere browsere.

Med venlig hilsen,
May Kjærsgaard,
Digital redaktør

Le Klint fylder 75 år

Se udviklingen i deres lampedesign her – fra retro til moderne.

le klint lampe

© Le Klint

Le Klint i topform

Det fynske lampefirma Le Klint fylder i år 75 år – i topform og yngre end nogensinde. I spidsen står Kim Weckstrøm Jensen, som med passion og innovation udvikler både brandet og de ikoniske lamper, så begrebet "plisseret" konstant bliver udfordret og fornyet, så nye materialer får mere og mere indflydelse på kollektionen.

le klint lampe pendel

© Stine Christiansen - Kim Weckstrøm Jensen på sit kontor. Væggene illustrerer historien, og er et vidnesbyrd på både hans egen og Le Klints.

Bag enhver succesfuld virksomhed står ... et menneske, der tør tage chancer. Sådan et menneske er adm. direktør Kim Weckstrøm Jensen, som er en sjælden fortælling om en mand, hvis CV er anderledes end de flestes i designbrachen. Manden, der guider Le Klint videre til nye generationer, er heller ikke prototypen på en erhvervsleder – med en militærbaggrund og med en forkærlighed for den vilde natur og store motorcykler – er alt andet end typisk. Til gengæld elsker folk at arbejde på fabrikken i Odense, og det er meget sjældent, at medarbejderne stopper, før de tvinges til det på grund af alder. Og apropos alder, så er 75-årige Le Klint absolut ikke på vej på pension. Tværtimod. Og det skyldes bl.a. den dynamiske ledelse og evne til at finde nye, unge designere, som kan fortolke firmaets dna og historie og skabe lamper, der linker til fortiden, men som i den grad peger fremad.

En unik chance

Kim Weckstrøm Jensen har været en del af Le Klint siden 1998. Ja, faktisk i længere tid. For hans far var i en lang årrække sælger hos firmaet, så den særlige Le Klint-kultur var velkendt for den unge Kim, som havde travlt med vildmarkslivet og med at udleve en masse drømme.
– Jeg var en vildbasse og en rebel. Nød skilivet i de norske fjelde, var skovhugger i Finland og søgte spænding og udfordringer.
Hos Le Klint holdt man dog øje med sønnen, som havde åbenlyse talenter, og en forståelse for designet og arven, men som især havde en menneskelig profil, de kunne lide. Gennem flere år var de i løbende dialog, og uden uddannelse og kun med en beskeden baggrund i branchen, bl.a. med nogle år hos Stokke, fik Kim i 1998 chancen i det hæderkronede firma. Først som eksportchef, hvilket passede ham perfekt. Det var en unik chance for at rejse, møde designere og arkitekter. En brand på fabrikken i 2000 gjorde, at firmaet skulle genopbygges, både udefra og indefra. Og i 2001 blev Kim Weckstrøm Jensen direktør med den mission at forny Le Klint og med tiden gøre virksomheden til et internationalt brand.
– Jeg tror, at jeg var den rigtige mand, fordi jeg havde modet til at træffe beslutninger. Mine ledererfaringer fra Forsvaret sad dybt i mig. Jeg var lidt som ham vikingen, som satte sig først ned i båden, udstak kursen og navigerede, men selvfølgelig med respekt for alle de dygtige kolleger, som i mange år havde været med til at skabe en sund og god arbejdsplads. Og jeg blev virkelig vist tillid, for jeg var jo på ingen måde en mand med en masse titler. Den ydmyghed bærer jeg stadig med mig. Jeg har altid fået 100 % opbakning fra bestyrelsen, Klint Fonden og medarbejderne.

le klint lampe fabrik før efter

© Le Klint / Stine Christiansen - Før og nu. Foldestuen anno 1963 og i dag. Der er ikke den store forskel. Der bliver stadig foldet i hænderne. Mange af medarbejderne har været ansat i årtier, og der er venteliste til jobbet som foldedame. Le Klint har som en af de få design-virksomheder valgt at fastholde sin produktion i Danmark med hovedkontor og fabrik i Odense, hvor der i dag er omkring 45 medarbejdere. Siden starten i 1943 har Le Klint desuden haft egen butik på Store Kirkestræde i hjertet af København.

En forkærlighed for kunsthåndværket

Noget af det første, Kim Weckstrøm Jensen gjorde, var at få hentet de funktioner hjem til fabrikken, som ellers var blevet outsourcet. Og så handlede det om at modernisere uden at miste Le Klint-ånden.
– Der var så afgjort behov for forandring og fornyelse. For at undgå at vi ikke kun solgte museumsobjekter, var vi nødt til at begynde at produkt-
udvikle, både i samarbejde med unge og med udenlandske designere. Så takket været de rigtige beslutninger, som ikke altid var de sikre valg, og ikke mindst takket være de utrolig dygtige og loyale medarbejdere, så fik vi vendt skibet. Jeg har kolleger, der hver dag løfter lampeproduktion til kunsthåndværk. Fx Ulla, en af foldedamerne, hun har foldet mellem 700.000 og 750.000 skærme i sin tid her på Le Klint. Og lægger stadig kærlighed i arbejdet. Det er noget af det, der vejer tungt i virksomheden – autenticiteten, at tingene er ægte, transparente, at der er højt til loftet. Vi producerer der, hvor kvaliteten er rigtig, ikke der hvor profitten er størst. Og foldehåndværket mestrer vi bedst på Fyn. Det er dér, magien ligger!
I dag ligger 70 % af omsætningen i Norden og 30 % på eksportmarkedet. De nye kollektioner går strygende i udlandet, hvor man ikke har samme kendskab til Le Klints ikoniske lamper, og hvor man måske ikke lige skal vænne sig til, at firmaet designer lamper i andet end papir og plast. Lande som Japan og Tyskland er blandt de største markeder, og USA er det næste store satsningsområde. Missionen er godt på vej til at lykkes.

75 år ung – ikke gammel!

Som i så mange andre af de ældre danske designvirksomheder handler det om at tage afsæt i arven og både fastholde og udvikle, så arven ikke ender med at begrænse. I de 75 år, der er gået, har lampen ændret sig fra at være et behovsprodukt til et designstatement. Lampen skal i dag helst være et dekorativt, skulpturelt objekt. Le Klint har altid haft mest fokus på håndværket og det funktionelle, og har måske ikke været first movers på teknologien. Men i dag eksperimenteres der mere end nogensinde.
– En lampe skal først og fremmest lyse. Og lyset skal føles godt. I dag har vi en kollektion af vores bedste lamper, med en næsten 100 år gammel klassiker og lamper af bl.a. Tage, Esben og Kaare Klint, Mogens Koch, Tove og Edvard Kindt-Larsen og Vilhelm Wohlert over Poul Christiansen til helt nyt design skabt af yngre talenter som senest den nye Arc-lampe tegnet duoen Manér Studio – to unge piger, der netop er færdiguddannede, fortæller Kim Weckstrøm Jensen.
Nye produkter fører nye kunder med sig. Og de nye lamper gør faktisk, at kunderne får øje på de gamle lamper igen. Så i år fejrer firmaet at de er 75 år unge, ikke gamle! Alder og andre labels er uinteressante og slet ikke et parameter i samfundet i dag. Om du er 18 eller 88, der kan være forskel i kommunikationen, men godt design er uden alder, og kunderne er uden alder. Så der sejles med sikker kurs på vej ind i fremtiden med nye designtalenter, der er med til at definere det moderne Le Klint, som stadig er plisserede skærme, men også meget mere og andet.

Et udpluk af Le Klints lamper, der viser udviklingen fra starten i 1943 til i dag

le klint lampe pendel hvid
© Le Klint - Model 1: 1942
le klint lampe pendel hvid
© Le Klint - Model 105: 1942
le klint lampe pendel hvid
© Le Klint - Model 101: 1944
le klint lampe hvid pendel
© Le Klint - Model 102: 1954
le klint lampe hvid pendel
© Le Klint - Model 153: 1964
le klint lampe hvid pendel
© Le Klint - Model 172: 1971
le klint lampe hvid pendel
© Le Klint - Model 181: 2003
le klint lampe hvid pendel
© Le Klint - La Cloche: 2012
le klint lampe hvid pendel
Swirl: 2013
le klint lampe hvid pendel
© Le Klint - Caché: 2014
le klint lampe hvid pendel
© Le Klint - Carronade: 2016
le klint lampe hvid pendel
© Le Klint - Antoni: 2017
le klint lampe hvid pendel
© Le Klint - Lamella: 2017
le klint lampe hvid pendel
© Le Klint - Arc: 2018
Picture 007

Relaterede Artikler