Kvinder i dansk design

I anledning af 100-året for kvinders stemmeret stiller Kunstmuseet Trapholt i Kolding det relevante spørgsmål: Hvor er kvinderne i dansk møbeldesign? De besvarer spørgsmålet med en udstilling om både de kendte og de oversete kvindelige designere fra perioden fra 30’erne frem til ca. 1970, samtidig sættes der fokus på nogle af de talenter, der siden 1990 har bidraget til at forny den danske designskat. - Frem til 1990’erne er møbler af kvindelige danske møbeldesignere fraværende i historieskrivningen. Der nævnes kun de mest kendte som for eksempel Nanna Ditzel, Grete Jalk, Sidse Werner, Tove Kindt-Larsen og Rigmor Andersen, lyder det fra arrangørerne bag udstillingen, der erkender, at museets egen møbelsamling heller ikke kan frembyde en bredere palet. Først fra 90’erne kommer der flere kvinder til. Det sker i skikkelse af bl.a. Louise Campbell, Cecilie Manz og Christina Strand. Alligevel er det kun 14 ud af knap 650 værker på Trapholt, der er skabt af kvinder. For at råde bod på denne ubalance har Trapholt indsamlet værker på auktioner, hos møbelproducenter og endda efterlyst møbler via pressen i tæt dialog med Designmuseum Danmark, så hullerne i Trapholts samling er blevet koordineret med den øvrige samling af kvinder i det danske museumslandskab. Udstillingen kommer til at vise kvindelige designere fra 1915 til i dag, og der perspektiveres til både den internationale designscene samt til de toneangivende mandlige møbelarkitekter for at belyse, hvorvidt man kan tale om et særligt kvindeligt formsprog. - Internationalt har kvinderne også stået i skyggen. Endda selv om flere af modernismens mest fremtrædende møbelværker er resultatet af samarbejder mellem mænd og kvinder: Le Corbusier og arkitekten Charlotte Perriand, Alvar Aalto med sin hustru Aino Aalto, Mies van der Rohe med arkitekten Lilly Reich, og herhjemme var Jørgen og Nanna Ditzel og Tove og Edvard Kindt-Larsen eksempler på makkerpar, lyder det fra Trapholt. Ifølge en af de kvindelige møbelarkitekter, der faktisk formåede at bryde igennem lydmuren i 50’erne og 60’erne, arkitekt MAA, professor Bodil Kjær, er en del af forklaringen på, at kvindelige arkitekter dengang var næsten usynlige, netop at de ofte fungerede som vandbærere og derfor stod i skyggen af deres mænd. Kvinder i Dansk Design kan ses fra 3. juni til medio 2016.

Organiske og dynamiske former, inspireret af naturens mangfoldighed kendetegner hovedparten af Nanna Ditzels design. Siden debuten i 1944 og frem til sin død i 2005 har den nyskabende og konstant eksperimenterende formgiver formået at skabe et meget personligt og ekspressivt formsprog, som ikke blot folder sig ud i en omfattende møbelkollektion, men også i smykker, tekstiler og farvesætning af offentlige miljøer. Som en af frontfigurerne på den eksperimenterende danske møbelscene var Nanna Ditzel en af de mest markante eksponenter for nyskabende design. Hendes baggrund som møbelsnedker, og dermed hendes sikre fornemmelse for materialets iboende muligheder, fornægtede sig ikke, og hun lod sig gerne inspirere af nye materialer og produktionsmetoder.

Ligesom mange af sin generation af møbelarkitekter var Tove Kindt-Larsen elev af Kaare Klint, der om nogen var arkitekten bag funktionalismen. Møblet skulle skabes efter mennesket, og form og funktion skulle gå op i en højere enhed. Et mantra, der i høj grad også kom til at præge Tove Kindt-Larsen og hendes mand og samarbejdspartner Edvard Kindt-Larsen. Sammen afprøvede de nye materialer og teknikker, og de var på flere måder blandt de første til at kaste sig ud i eksperimenter med formspændt finer. De blev eksponenter for en enkel stil og lancerede som nogle af de første ideen om at købe møbler enkeltvis og ikke som afstemte grupper. Parret blev således en væsentlig brik i tilblivelsen af Danish Modern.

En af dansk møbeldesigns helt store kvindelige designere var Grete Jalk, der bestemt ikke stillede sig i skyggen af sine mandlige kolleger. Hun havde både mod og visioner, hvilket kan aflæses ud af hendes She Chair – nu GJ Chair – en formbøjet skalstol i lamineret træ. Den innovative designer var inspireret af blandt andre Alvar Aaltos og Charles Eames’ formspændte og finerede design og begyndte tidligt at eksperimentere med de organiske former – dog uden at få den store opmærksomhed. Sideløbende udviklede hun en stribe enkle og funktionelle møbler, der kunne masseproduceres, og hvor der var lagt vægt på et minimum af materialer samt på konkurrencedygtige priser. Jalk designede også tapeter, møbelstoffer og sølvtøj, ligesom hun brugte sit kreative talent til at designe udstillinger.

Grete Jalks fine indskudsborde, GJ Table fra 1963, er atter i produktion og fås nu i fineret oregonpine, teak og i sortbejdset ask. Lange Production.

Tove og Edvard Kindt-Larsens Kaminstol fra 1940 blev udført hos snedkermester Gustav Bertelsen og præsenteret på Københavns Snedkerlaugs udstilling, hvor den vandt førstepræmien.

Cecilie Manz er uddannet på designskoler i både Danmark og Finland. Hun kendes for sit konceptuelle design med fokus på funktion. Hendes stringente formsprog har indbragt en stribe priser og anerkendelser, og hun har formgivet for en lang række producenter, blandt andre Fritz Hansen, der producerer hendes Minuscule-stol.

Louise Campbell, der er en af sin generations meget visionære designere, er uddannet fra designskoler i Danmark og England. Hun har siden starten af sin karriere vist mod til at gå egne veje, og hun fik tidligt foden indenfor hos førende danske og internatio- nale producenter, blandt andre italienske Zanotta, for hvem hun har designet den kunstfærdige Very Round Chair.

Christina Liljenberg Halstrøm har ligesom sine to kolleger uddannet sig både i og udenfor Danmark. I dette tilfælde i Sverige og Tyskland. Hendes stil er umiskendeligt skandinavisk inspireret, med et minimalistisk udtryk, og med hovedvægten lagt på træ, læder og uld. Christina viger ikke tilbage fra det eksperimentelle – se hendes Georg Skammel, men hun favner også den bredere smag, blandt andet via sine produkter for Skagerak.