Gubi raffinerer de mest elegante designs

Forårets showstoppere fra Gubi er endnu mere lounge-lækre end set tidligere. Blandt andet forfines samarbejdet med GamFratesi, og en svensk skønhed fra 1949 relanceres

Restaurant-stole, der vil gøre dit hjem udsøgt
© Gubi

Gubi har sat sit præg på det danske designunivers i årevis, og det er en særligt sofistikeret pakkeløsning, virksomheden medbringer til Stockholm Furniture Fair, der finder sted fra d. 7-11. februar 2017.

Gubi præsenterer blandt andet Masculo Chair og Lounge Chair i firebenede udgaver med metalstel og polstrede sæder.

Stolene blev designet til restauranten Copenhague i Paris, men fungerer også perfekt i private hjem, hvor man har brug for lidt ekstra elegance.

GamFratesis insekt i nye udgaver
© Gubi

Samarbejdet med det prisvindende og raffinerede team fra GamFratesi sætter især sit præg på kollektionerne, der præsenteres på Gubis stand.
Beetle Chair og Bar Chair præsenteres i nye versioner, denne gang med plasticskal i stedet for betrukken, hvilket giver en lettere og mere prisvenlig stol uden dog på nogen måde at afvige fra siddekomforten.

Beetle Chair og Bar Chair fås nu i 7 forskellige farver, mørk pink, ny beige, sød pink, grøn, blågrå, hvid og sort, og Gubi tilbyder oven i købet en mulighed for at udskifte skallen, hvis man på et tidspunkt har brug for en anden farve i interiøret.

Slank svensk skønhed fra 1949
© Gubi

På Stockholm Furniture Fair relanceres også den klassiske sofa Modern Line Collection tegnet af den svenske pionér Greta M. Grossman i 1949. Siddedybden er reduceret, og benene er nu højere, hvilket giver et mere moderne look.