©

Designmesse: Disse ting MÅ du eje...

... du ved det bare ikke endnu. DesignTrade i Bellacenteret er messen, hvor næste sæsons boligtrends bliver sparket afsted.

Mere end 380 udstillere fra møbel- og designbranchen står i disse dage skulder mod skulder i Bellacenteret. DesignTrade er paraplyen for en messe, hvor 40 lande er repræsenteret med nyt til hjemmet. Publikum kan bl.a opleve nye fortolkninger af skandinavisk snedkertradition.

DesignTrade folder sig ud i tre dage, d. 24. - 26. august, og her kan man vandre gennem en helstøbt designfortælling. I år er det endnu engang den skandinaviske snedkertradition, der bider sig fast - dog med flere nye varianter over temaet. Firmaer som Muuto, Menu, Nomess og One Collection arbejder med nye udtryk, fx er raffinerede trådmøbler og innovative bud på skalstole højdepunkter i kollektionerne.

Farvepaletten viser sig fra den helt sprøde side - sorbetfarverne er stadig i vælten, og det samme gælder den støvede grønne og blå. Og så er der selvfølgelig sort og grå, det nordiske makkerpar, som går igen i næsten alle møbelserier. Bl.a. hos Muuto, som har flere bud på gråmalede træmøbler.

Det lyse, nordiske træ er dog stadig en vinder. På billederne ses Brdr. Krügers smukke Ferdiand Lounge Chair i sæbebehandlet eg med Kvadrat-tekstil. Og et nyt indslag fra Nomess, Holscher Designs fine træarbejder til hjemmekontoret.

Læs mere om DesignTrade her.