Stort køkken og et ekstra værelse... Har vi plads til begge dele?
Parret, Thomas og Signe, skal flytte sammen i en ny lejlighed og overvejer at bygge om, så de kan få et større køkken og et kontor eller gæsteværelse. Indretningseksperten giver to forslag til, hvordan det kan lykkes.
AfKære Thomas og Signe
Jeg synes, at jeres tanker omkring størrelsen på et kontor/børneværelse, bagerst i stuerne, lyder meget rigtigt. Det vil kunne blive cirka 2 meter bredt, når vinduesplaceringen tages med i betragtning.
En anden ting, som I skal overveje ved at fjerne den eksisterende væg imellem de to stuer er jo stukken - den bør bevares på et stykke væg under loftet, hvilket kommer til at se lidt mærkeligt ud.
I taler også om mere lys og større kontakt imellem køkken og stue, hvilket som udgangspunkt er en fin idé, men her kan det kun blive ind mod jeres kontor/børneværelse på grund af væggen imellem stuerne, så det giver nok ikke mening. Åbner I ind mod den anden stue, bliver der helt åbent til badeværelset og igen, - det er ikke helt det, I efterlyser.
Af hensyn til flowet rundt i lejligheden, skal I endelig ikke blænde døren fra entré til kontor/børneværelse. Det er vigtigt, at I kan lukke af, men lige så vigtigt, at man kan komme rundt uden at skulle igennem andre rum.
Og så til køkkenet med udvidelsen ind i kammeret. Hvis I som ønsket skal have god plads omkring spisebordet, så skal I væk fra den nuværende L-form for at kunne udnytte hele rummets længde.
Jeg vil foreslå, at I blænder den nuværende køkkendør, så I får et længere vægstykke til højskabe og omplaceret kogetop. På den måde bruges den anden langside mod facaden til vask, opvaskemaskine og opbevaring.
Der er 240 cm, hvis I regner den væg med, som rives ned, så der er plads til 4 elementer á 60 cm på hver side.
Endevæggen kan møbleres med 5 styks 60 cm brede og 35 cm dybe vitrine-højskabe, så I får oceaner af plads til service, glas, vaser, bøger og så videre. Fra de 240 cm og hen til væggen ind mod soveværelset fjerner I væggen, så I udnytter entreens areal, hvilket gør hele alrummet mere rummeligt.
Uanset om I vælger et rundt spisebord med plader eller et langbord, vil man skulle kringle sig lidt forbi bordet for at komme ud på altanen, men det, synes jeg, må være i orden. Alrummet skal fungere året rundt også uden altan-ophold. Da der kun er 2 meter imellem køkkenets to sider, må bordet ikke være mere end 85–90 cm bredt.
Alternativt kan I se på tegning 2. Her slås soveværelse og kammer sammen, så I får et større og meget bedre alrum. Vand og afløb kobles på badeværelsets installationer, og I skal så have soveværelse enten i det oprindelige køkken eller flytte soveværelse over i kontoret og indrette kontor/baby i det oprindelige køkken.
Så blev der lidt at tænke over.
Bedste hilsner
Lone