Til håndarbejdets fremme
Se lige nærmere på jagttrofæerne på væggen her ... De er nemlig hæklede! Det samme er de små neonfarvede søanemoner på gulvet.
Der er lidt gammeldags sysleri og fortid over det at hækle. Håndarbejde og tidsfordriv for kvindfolk udført i sparsomt lys på mørke aftener, før tvet indtog stuerne.
Men hvad så med en hæklet håndgranat? Eller et hæklet jagttrofæ? Det er der ikke meget gammeldags ved tværtimod er det en moderne kunstners kommentar til sin samtid.
Hanne Gaard Grønlunds måde at forholde sig til omverdenen. Og en måde at kommentere på krig, miljøet, kulturen, kønsroller ...
Vi har besøgt kunstneren, der bor sammen med sin mand Nicolay og børnene Tara og Theo i en lejlighed ved Københavns havnefront i det, der engang var en veletableret blyantsfabrik. Her har hun fundet den perfekte legeplads for sine kreationer i de højloftede, lyse og halvindustrielle rum, som danner rammen om både familieliv og hendes kunstneriske arbejde.
Hanne Gaard Grønlund eller Hanne G, som kunstneren også kalder sig, sammen med sin mand Nicolay. Da hun først fandt sit kunstneriske udtryk i hæklingen, droppede hun sin karriere i mediebranchen og dedikerede sig fuldt ud til livet som kunstner.
Et hyggeligt bibliotekshjørne er indrettet i en krog af det store åbne stuerum. Her hersker fine, klassiske møbler fra Hanne Gaard Grønlunds barndomshjem, en bogreol af Hans J. Wegner, sofabordet Trissen, designet af Nanna Ditzel, og en hyggelig lænestol og vaser fra samme årti.
Designstudiet hvor Hanne Gaard Grønlund arbejder, er en integreret del af stuen, men står lidt hævet fra resten af rummet på det lille træpodie. Kontorstolen er fra Ikea og det hvide kabinetskab fra Hay, kunsten er Hannes egen.
Lejligheden er lys og selv på overskyede dage strømmer lyset ind ad de store fabriksvinduer. Her står endnu en klynge møbler fra Hanne Gaard Grønlunds barndomshjem; en Svane-stol i sort læder og en stabel Syvere betrukket med det originale lyseblå stof fra SAS Royal Hotel.
Et kig fra stuens podie hen mod spise- og køkkenafdelingen af det åbne rum. Her står klassiske danske design med Hans J. Wegners Y-stole rundt om egetræsbordet, designet af Hanne Gaard Grønlunds far, der var arkitekt. Det åbne køkken er en blanding af stålborde med hjul fra Fotobord og røde køkkenelementer fra Ikea. Kobberlampen over spisebordet er dansk design fra 1960erne.