Studieboligen på 57m² rummer masser af historie

På toppen af den gamle Konstabelskole på Margretheholmen bor den unge historiestuderende Andreas Hertz med udsigt ud over det gamle flådeområde.

I toppen af Konstabelbygningen ligger der to studenterlejligheder på 57 m².

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Hr. Hertz, huset & historien

På toppen af den gamle Konstabelskole på Margretheholmen bor den unge historiestuderende Andreas Hertz. Med en udsigt ud over det gamle flådeområde kan han mærke historiens vingesus, og med en familie med baggrund i militæret flettes hans egen historie sammen med husets.

Graffiti er bevaret flere steder i bygningen for at vise, hvordan stedet stod tomt i en årrække.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Andreas Hertz’ morfar var militærpolitisergent i Congo i 1964, og han havde en stor kuffert med sig, da han var udstationeret. Kufferten har Andreas Hertz i dag transformeret til et sofabord med hjul.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Fra faldefærdig bygning til studieboliger

Igennem flere århundreder husede Margretheholmen i København den danske flåde. I 1939 placerede man her Konstabelskolen, hvor flådens folk blev lært op. I en årrække stod skolen forladt til forfald, men i 2014 skulle hele området moderniseres.

Tegnestuen Vandkunsten blev hyret til at transformere den gamle, faldefærdige bygning og lave den om til billige studenterboliger. Deres tilgang var at bevare så meget af den oprindelige bygning som muligt og blotlægge tidens tand. De bevarede den oprindelige konstruktion, lod ydervæggene stå rå, som de var, og påførte ellers bygningen et isolerende lag. Igennem det nye lag kan man se den oprindelige murstensfacade.

Granat-hylstre, rifler og andre militærgenstande ses rundt­om­kring i lejligheden og vidner om både Andreas Hertz’ families og bygningens historie.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Spisebordet har Andreas Hertz placeret ved vinduet med udsigt til det nye Noma, så han kan dele udsigten til fuglereservatet med dem.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

"Det betyder ret meget for mig, at historien er bevaret og synlig"

Da vi besøger den historie-studerende Andreas Hertz i hans lejlighed i toppen af bygningen, fortæller han begejstret om de mange historiske lag, som er blotlagt.

– Det betyder ret meget for mig, at historien er bevaret og synlig, ikke mindst fordi jeg studerer historie. Konstabelbygningen er en fin, ældre bygning, som min egen familie har haft forbindelse til før i tiden, da den stadig var en del af det store flådeområde herude på holmene. Fra øverst til nederst kan man i bygningen få en fornemmelse af den solide militære konstruktion balanceret fint med det kreative islæt i graffitien, fra da bygningen stod tom. I min optik mærkes historien bedst, når man går igennem de gamle ammunitionsdepoter for at gå i kælderen, fortæller Andreas Hertz.

Mosaik og graffiti er bevaret i bygningens opgang og vidner om stedets historie.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Den moderne facade glider elegant ind i omgivelserne, samtidig med at den viser den oprindelige bygning inde bagved.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Et bånd mellem fortid og nutid

Foruden bygningens historiske islæt er Andreas Hertz også glad for naturen, som omgiver stedet, og som opleves som en del af hjemmet.

– Jeg har muligvis byens smukkeste panoramaudsigt herfra og kan se alt fra Bella Sky til Nordhavnen samt alle byens kirketårne – jeg har talt. Samtidig har jeg naturen helt tæt på med Nomas fuglereservat lige nedenfor. I selve bygningens regi er der desuden tænkt på små, men brugbare grønne områder lige i nærheden, hvilket skaber et fint liv i
nabolaget, bl.a. med legende børn, dyreliv og grill om sommeren, siger Andreas Hertz, som elsker at stå i sit tårn og kigge ud over byen og forestille sig, hvordan det mon så ud i gamle dage.

– Dengang var der jo radartårn heroppe, og soldaterne kunne stå og holde øje med bådene, der sejlede rundt dernede, fortæller Andreas Hertz og peger rundt på forskellige historiske bygninger og områder, som afslører sig for øjet i denne højde.

Fra sin studenterlejlighed kan han betragte hele byen, som den ser ud i dag, og han kan forestille sig, hvordan det så ud, dengang hans far havde en hverdag netop der. På den måde knyttes der bånd mellem fortid og nutid.

Fra lejligheden har Andreas Hertz udsigt ud over hele byen. Han forestiller sig, hvordan soldaterne i gamle dage kunne se ud ad et lille koøje fra samme udkigspost og holde øje med bådene nedenfor.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Kælderen under huset blev både brugt til opbevaring af ammunition og som beskyttelsesbunker ved tilfælde af krig. Derfor måtte man selvfølgelig heller ikke indtage tobak, da det kunne antænde krudtet.

© Birgitta Wolfgang Bjørnvad