Kære læser,

Vores hjemmeside understøtter desværre ikke Internet Explorer 11. For at få den bedste oplevelse på hjemmesiden og af vores indhold, vil vi bede dig om at anvende Edge, Chrome, Safari eller andre, nyere browsere.

Med venlig hilsen,
May Kjærsgaard,
Digital redaktør

Parret overvejer en gør-det-selv løsning i deres nye lejlighed

De har hele otte forslag, men vil gerne have arkitektens råd med på vejen. Læs her, hvad hun råder dem til.

Kære Lone,

Vi er et par midt i 20'erne, som lige har købt og overtaget vores første lejlighed på Frederiksberg.

Den er fra 1901 med stuk og oprindelige fyrretræsgulve og døre. Den er på 79 m2 og pt en stor to-værelses, - oprindelig tre.

Der er pt en mærkelig halvvæg tilbage imellem stuerne, hvor de forrige ejere havde placeret deres tv.

Vi overvejer derfor alt fra:

  1. at beholde væggen
  2. at rive den ned
  3. at bygge den op til loft
  4. at genetablere hele væggen med franske døre i midten
  5. at genetablere væggen med muret bue
  6. en New Yorker væg (måske ikke lige stilen)
  7. en bogreol
  8. at blænde den ene af dørene til stuen

Vi kan lave det meste selv. Vi overvejer også radiatorskjulere, farver på endevæggene og måske et rundt spisebord.

Hvordan indretter vi os med tv, lille ”kontorplads” og måske to sofaer? Vi er lidt bange for at miste for meget sollys fra de flotte vinduer.

Nicolas laver gerne mad og derfor indretter vi en lille daglig- opholdsplads foran vinduet i køkkenet, men vi skal have spisebord i stuen til gæster, m.m.

På forhånd mange tak, Kathrine og Nicolas.

Kære Kathrine og Nicolas,

Direkte adspurgt siger I, at når der på et tidspunkt kommer barn, så skal I videre til noget større, så derfor skal der ikke tænkes langsigtet i forhold til det. Det er dog stadig en fornuftig idé at tænke i videresalg og ikke lave løsninger, der gør et kommende salg sværere.

Derfor kan I med det samme strege den murede bue, NY væggen og tanken om at blænde en af dørene. Buer er yt, NY vægge bliver det sikkert også og passer i øvrigt ikke til jeres arkitektur, og blænding af en af dørene - som kun kan blive døren inderst i gangen, fordi I skal kunne gå direkte fra køkken til spisestue, vil gøre gangen helt mørk og besværliggøre færdslen rundt i lejligheden.

Jeg vil foreslå at I fjerner den sidste bid af væggen og får repareret hullet i gulvet. I stedet for væggen kan I lave en semi- transparent reolvæg med plads til jeres tv og lidt planter og sager, ikke noget alt for bastant, så lyset går igennem den.

Endevæggen i jeres spiseafdeling er der imod velegnet til en lang reol, gerne væghængte reolkasser ( 70x70) med toppen i ca. 85 cm over gulv, så der er masser af plads til billeder, lamper, osv., og en farve som I gerne vil have der.

Rumdeler- reolen laver I ved at sammensætte forskellige størrelser åbne kasser, hvor den største rummer tv'et og får en bagklædning på, så den ikke ses fra spisepladsen. De øvrige er åbne. Byg reolen så den går helt til loft og gerne forskudt, så den bliver uregelmæssig. Se skitse.

I kan bygge modulerne i møbelplade med egefinér eller MDF som males,så finishen bliver lækker og fin.

Tillykke med lejligheden og god fornøjelse med at indrette jer.

Bedste hilsener Lone

© Lone Barslund

Håndplukket til dig