Den røde tråd er grøn
På knap 50m² har Katrine Pihl-Andersen fået plads til alt, hvad hun behøver, takket være skræddersyede løsninger, farver, som skaber rum i rummet, små møbler og god opbevaring.
Og så har hun tilmed fundet plads til masser af grønne planter, der binder indretningen sammen, og som får lejligheden på fjerde til at emme af sommerhusidyl.
Plads til det hele på få kvadratmeter
Med mindre end 50 m2 at gøre godt med har der været brug for smarte løsninger og gennemtænkte møbelvalg hjemme hos Katrine Pihl-Andersen.
Men hun har langtfra en følelse af at være gået på kompromis med noget.
Her er der både plads til smukke designklassikere, store grønne planter og masser af varme farver. Her skal der nemlig være plads til livet og til samvær med dem, hun holder af.
Følelsen af at være hjemme
– Jeg valgte at rive en væg ned i min lejlighed, fordi jeg ville skabe nogle mere sociale rum. Jeg elsker at få venner på besøg, så jeg har skabt nogle rammer, der gør det nemt. Det betyder meget for mig, at bo på en måde, som får folk til at føle sig hjemme og tilpas hos mig, fortæller Katrine.
Den lille lejlighed på Amager har blot to værelser, men hun har alligevel mestret at finde plads til et elegant snedkerkøkken, en spisekrog, en lille stue og et hyggeligt soveværelse. I køkkenet har hun malet gulvet grønt for at markere et rum i rummet, og i stuen har hun bygget en væg for at skabe et hyggeligt sofahjørne.
I soveværelset har hun malet noget af væggen i en varm terrakottafarve, der får rummet til at syne større og rammer det ind uden at tage plads. De kreative løsninger er bundet sammen af de stortrivende planter, der pryder hele lejligheden.
Planter er ren meditation
– Jeg slapper allermest af, når jeg piller ved planter. Jeg har brug for noget taktilt – at komme væk fra skærmen og fra alt det digitale.
Min kæreste, der lige er flyttet ind, har skældt mig lidt ud over den store plante i soveværelset, fordi den får så meget plads, men planter er ikke bastante, så jeg synes ikke, at de visuelt fylder voldsomt meget.
På en måde er det lidt overlegent at placere så store planter i så lille en lejlighed, fortæller hun med et smil.
Flet og små møbler
De mange planter giver en varme, der får Katrine til at føle sig hjemme og tilpas i lejligheden. Hun kalder den tilmed sommerhuset på fjerde sal, fordi der er så grønt, og fordi hun har indrettet sig med alskens flet og mange små møbler.
Og netop de små møbler har betydet, at hun ikke har behøvet at gå på kompromis i sin indretning.
Der er således både blevet plads til en sofa, en klassisk lænestol, to reoler og et spisebord, uden at det føles trangt.
En følelse, der forstærkes af alt det dagslys, der brager ind på den vestvendte altan og gennem de store vinduer.
Minihave på øverste etage
– Sofahjørnet er et af mine yndlingsspots i lejligheden, fordi der falder noget dejligt lys dér om eftermiddagen. Sommetider trækker jeg en stol hen til altandøren og lader den stå åben, så jeg kan sidde og nyde udsigten og føle, at jeg har en minihave. Det giver mig så meget glæde i hverdagen, fortæller Katrine, der nyder at bo på øverste etage med udsigt over byen og med en flig af sommerhusets helt særlige stemning