Nye tider i billedhuggerens atelier

Det er langt fra en typisk Frederiksberg-lejlighed, som Rikke Alleslev er flyttet ind i. Det gamle billedhuggeratelier fra 1800-tallet har dimensionerne til de store kunstneriske udfoldelser og kreative tanker.

© Martin Sølyst

Der er flyttet en ny, kreativ ildsjæl ind i det gamle kunstner-atelier på Frederiksberg. I husets ungdom i slutningen af 1800-tallet stod den berømte billedhugger Aksel Hansen her og formede sine store skulpturer. Rytterstatuen af Christian IX, der står ved Odense Slot, er blandt andre blevet til her, og bygningen var tilpasset Hansens behov for lys og dimensioner, når han skulle skabe sin kunst.

I dag har stenstøvet lagt sig, og der bliver ikke båret skulpturer ud ad den store port længere. Men kreativiteten lever stadig i kunstnerbygningens nye lejligheder, som artdirector Rikke Alleslev nu har indtaget én af.

  • Jeg købte lejligheden her efter en pludselig indskydelse. Da jeg så dette gamle atelier, var jeg solgt med det samme. Jeg var forelsket i rummet og den smukke måde, det var restaureret på.

© Martin Sølyst

Rikke Alleslevs gule Morris Mascot på væggen er et super blikfang, der understreger hendes glæde ved farver og mod til at tænke anderledes. Huset er da også skabt til at lade kreativiteten flyde og blev oprindeligt opført i 1884 som atelier for den berømte billedhugger Aksel Hansen.

© Martin Sølyst

Rikke Alleslev er 47 år og artdirector. Hun har siden 2000 drevet reklamebureauet Ide Astronauterne, der arbejder med kreativ sparring og udvikling af visuelle værdier. Hendes kreative tilgang til tingene afspejler sig også i hendes overraskende indretning. ? Man skal turde være åben og lade være med at tænke ting ind i på forhånd definerede kasser, siger hun.

© Martin Sølyst

Køkkenet er indrettet som ét funktionelt forløb langs hele den ene væg af designergruppen Design by Us, der som farvegivende detalje har indlagt rødt metal i grebene.

© Martin Sølyst

Lysindfaldet er enormt i alrummet, hvor billedhuggeren Aksel Hansen i husets fortid behøvede de store dimen-sioner til at skabe sine skulpturer. Rundt om spisebordet står Tolix-stole i rød og metal. Køleskabet er fra Smeg.

© Martin Sølyst

Den galvaniserede jerntrappe fører op til et 10 m² stort plateau, der i dag bliver brugt som gæsteværelse. Døren ind til soveværelset er den originale træport, der kan åbnes i flere fag, så de store sten kunne komme ind og ud.

© Martin Sølyst

Badeværelset er placeret i det tidligere kælder- og pulterrum, hvor man måtte grave 50 cm ekstra ud for at få plads i højden. Alle badelementerne er fra Design by Us, og den åbne bordplade giver et let indtryk på trods af de tunge stenmaterialer. Armaturerne er fra Oras, og bogstavet R for Rikke på væggen stammer fra et gammelt Brugsen-skilt.

© Martin Sølyst

Skind fra både sæler og køer har fundet vej til Rikke Alleslevs stuehjørne med specialsyede puder, puf og sofa.

© Martin Sølyst

Soveværelset er lejlighedens eneste særskilte rum ud over badeværelset og er indrettet i atelierets oprindelige stenkammer. Her kunne billedhuggeren opbevare og forberede sine sten, inden de skulle formes til skulpturer i atelieret. Derfor er døren inddelt i flere fag, så den kunne åbnes alt efter stenenes størrelse.

© Martin Sølyst

Et kig fra soveværelset ud i atelieret. Her er møbler og detaljer holdt i samme farver, som i det store alrum.

© Martin Sølyst

Set fra havesiden er atelierhuset imponerende med sit enorme vinduesparti og den sortmalede port. Havens nye, gule teglsten passer til bygningens mursten. Haven er tegnet af havearkitekt og havebogsforfatter Rie Post.

Relaterede Artikler