Kære læser,

Vores hjemmeside understøtter desværre ikke Internet Explorer 11. For at få den bedste oplevelse på hjemmesiden og af vores indhold, vil vi bede dig om at anvende Edge, Chrome, Safari eller andre, nyere browsere.

Med venlig hilsen,
May Kjærsgaard,
Digital redaktør

Familien flytter fra hus til lejlighed

De er bange for, at de kommer til at savne lys og luft i den nye boligsituation. Her er arkitektens løsning på problemet.

Mere lys og luft

Kære Lone,

Vi står i den situation at vi til august overtager min svigermors andelslejlighed og derfor vælger at flytte til byen efter mange år i hus i Værløse.

Det betyder at vi flytter fra vores store, dejlige køkkenalrum og stuer med masser af lys og adgang til have.

At vi skal indrette os på mindre plads er ikke noget problem, vi er os to og et næsten voksent barn, der nok ikke bor hjemme hos os meget mere end et par år, men især det gode lys og udgang til have er jeg bange for at komme til at savne.

Den nye lejlighed er lidt gnidret i planløsningen. Som du kan se på medsendte plan er bad og køkken småt og vi kan ikke helt se hvordan man skal kunne ændre på det.

Der er udgang til altan men fra soveværelset og det er selvfølgelig ikke optimalt at skulle den vej med gæster og mad.

Vi håber at du vil give det et skud og forhåbentlig komme med et forslag, så vi kan komme af med den sidste rest usikkerhed og begynde at glæde os til vores næste liv som byboere.

De bedste hilsener familien Nielsson

Kære familie,

Jeg kan godt forstå at I slår til. Andelslejligheder hænger ikke på træerne og slet ikke af den kaliber som jeres ser ud til at være med fire værelser, altan og karnap.

Køkken og badeværelse ligger ved siden af hinanden og deler uden tvivl afløb og vand allerede, så jeg vil foreslå at I bytter rundt på de to funktioner, så badet kommer yderst og køkkenet kommer ind, så I kan slå væggene ned og få det store alrum, som I så gerne vil fortsætte med at have.

Hvis I vil udnytte pladsen i den store fordelingsgang, så inddrag den også, - det giver jer mulighed for at få dagslyset mere direkte igennem lejligheden og giver jer også mulighed for at have mange gæster. Stiplingen antyder plads til to borde med 16 - 18 pladser.

For yderligere at gøre lejligheden lys og luftig, kan I åbne delvist til værelset med altan, og indrette jeres stue her. Så er det nemt at komme til altanen som bliver til fælles fornøjelse.

De to stuer indretter I til soveværelser, hvor karnapstuen er jeres barns, indtil I kan bruge den selv til ekstra stue / arbejdsværelse / gæster. Få isat en dør direkte fra gangen, så I ikke skal igennem karnapstuen.

Når I engang har det hele for jer selv kan I bytte rundt på soveværelsets indretning, så fløjdørene igen kommer frem.

Ting I skal notere jer: Ny udsugning fra køkkenet skal ifølge reglerne føres over loft til badeværelset. Alle de væltede vægge er ikke bærende, men I skal have lavet beregninger til andelsforening og kommune alligevel. Måske skal der stabiliserende jern op.

Der er stik imod mine normale anbefalinger kun én dør imellem bad og køkken, men da der er vinduesadgang fra badet er det acceptabelt. I kan overveje at fore på væggen med et ekstra lag vådrumsgips, (for mere lydisolering), hvis der er meget lydt.

Også ellers kun tillykke og god flytning til jer.

Lone

© Lone Barslund – FØR

© Lone Barslund – EFTER

Relaterede Artikler