Kære læser,

Vores hjemmeside understøtter desværre ikke Internet Explorer 11. For at få den bedste oplevelse på hjemmesiden og af vores indhold, vil vi bede dig om at anvende Edge, Chrome, Safari eller andre, nyere browsere.

Med venlig hilsen,
May Kjærsgaard,
Digital redaktør

Et håndværkertilbud skal renoveres

Badeværelset og køkkenet skal have en overhaling og flere vægge skal flyttes. Vores arkitekt giver sine tanker om projektet.

Kære Lone,

Jeg har netop købt et håndværkertilbud, en ejerlejlighed på 3 sal, hvor der skal flyttes nogle vægge i forbindelse med renovering af køkken og bad.

Jeg vil være utrolig glad for din assistance til renovering at lejligheden.

Det er min datter og hendes 21 årige datter, der skal bo i lejligheden.

I første omgang havde vi tænkt at inddrage det lille kammer ved siden af køkkenet, men kan, som du skriver, da godt se muligheden for også at inddrage det næste værelse og så lave et køkken/alrum, da mit barnebarn sikkert flytter indenfor overskuelig tid.

Vi ønsker at badeværelset er minimum 3,00 X 1,80 cm, vaskemaskine og tumbler skal så placeres i et skab i køkkenet.

Køkkenbordet er der ikke nogen specielle ønsker om, men der skal ikke være overskabe, måske nogle hylder. Der er en faldstamme og en skorsten i skabet, som vi har prøvet at indtegne på en ny medsendt tegning.

Det er jo ikke den største plads, der er til rådighed, så jeg vil være dybt taknemmelig for noget rådgivning.

Jeg har tidligere fået hjælp af dig, med en fantastisk løsning i en tidligere bolig, På forhånd tak.

Der løber også nogle rør oven over det nedsænkede loft i køkkenet. Der er ellers højt til loftet, bygget i år 1899. WC'et står midt i rummet, er det muligt at flytte det og udnytte pladsen i skabet? Du kontakter mig bare, hvis du behøver flere oplysninger.

Venlig hilsen Lisbeth

Kære Lisbeth,

Ja, jeg havde jo lige nogle opklarende spørgsmål, inden jeg kunne gå i gang, men nu er mit forslag her.

Når I fjerner væggen for at lave den store køkken-alrumsløsning, er det vigtigt at huske på stukken, der uden tvivl er i det store rum men ikke i kammeret.

Det betyder at der skal bevares en stump væg øverst så stukken har noget at ”sidde på", også selvom væggen ikke er bærende.

Det nuværende køkken med det nedsænkede loft ligger lidt skævt både for badeværelset og det nye køkken, så jeg vil foreslå at I bevarer det som jeres nye bryggers med god plads til højskabsvæg med vaskemaskine og tumbler, koste- og kolonialskabe samt ekstra bordplads og plads til et tørrestativ.

Den nuværende lange gang forbi badeværelset lægges til det nye bad og der lukkes for enden som vist med skraveret vægstykke.

Lad badeværelsesdøren gå indad i den nye indretning, det giver mere ro i entreen og væggen her kan indrettes med spejl og hylde.

Luk af mellem køkken og bryggers med en ny skydedør – der vil oftest være åbent her, tænker jeg, med nem adgang til kolonialvarer osv., men det er supergodt at kunne lukke af når vaskemaskine og tumbler kører.

Badeværelset indrettes med væghængt toilet, bruseniche samt et nyt bredere vaskeskab foran det blændede stykke væg. I skal ikke vende toilettet med denne indretning – her er god plads foran alle tre installationer og det er fint at bruge skabet ude i entreen til kosteskab eller sko..

Køkkenet indrettes med en side med vask, opvaskemaskine og højskab til køl i hjørnet samt en halvø med kogetop, ovn og opbevaring.

To eller flere høje vitrineskabe til service, glas osv. placeres som vist, således at der er mulighed for at lave en ny åbning imellem alrummet og værelset og så der i øvrigt altid er minimum 100 cm imellem de forskellige bord- og skabshjørner, så man nemt kommer omkring i rummet.

Skulle der på sigt komme et altanprojekt i jeres ejendom, er alrummet indrettet så det nemt lader sig gøre og alle får det optimale ud af altanen fra jeres nye fællerum.

Bedste hilsener Lone

© Lone Barslund - FØR

© Lone Barslund - EFTER

Relaterede Artikler