48m² fuld af oplevelser

Velovervejet og gennemtænkt – og fuld af oplevelser. Anders Krakaus lejlighed er bare 48 m² og består – udover køkken, bad og en lille entré – bare af ét rum, der både er opholdsstue, soveværelse og spiseafdeling.

© Iben og Niels Alberg

Str. S. Han aner ikke, hvor interessen kom fra, men lige så længe, han kan huske tilbage, har han interesseret sig for mode og design, og som barn var han sikker på, at han skulle være arkitekt, ”når han blev stor”.

Med tiden har Anders Krakaus designinteresse fra de unge år dog taget en klar drejning mod boligdesign og indretning, og nu arbejder han med interiør i en af Københavns mest trendy og innovative livsstilsbutikker, Rue Verte Plus. Her sørger han blandt andet for butikkens udstillinger og indkøb af bøger, som også er en stor passion for ham.

Ligesom kunderne i Rue Verte Plus skal inspireres af udstillingerne i butikken, er det også vigtigt for Anders Krakau, at gæster i hans eget hjem får en oplevelse, når de besøger ham.

© Iben og Niels Alberg

Bøger er en passion for Anders Krakau, både i hans professionelle liv, hvor han står for indkøbet til Rue Verte Plus, men også privat. Så dem SKAL der være plads til i hans lille hule. Her ligger nogle smukke eksemplarer udstillet på sofabordet. Glaskuplen med de eventyrlige sommerfugle stammer fra hans arbejde i Rue Verte Plus.

© Iben og Niels Alberg

Anders Krakau har placeret sin spisestue på en ø af gotlandsfår, og det er det første, man møder efter entreen. Når man er vild med design, kan det jo være svært at vælge, så hvorfor ikke stille forskellige stole om bordet? Stolen i formbøjet valnød er fra Gubi, rokokostolen i klar akryl er designet af Philippe Starck for Kartell, læderstolen med fåreskindet har Anders Krakau arvet fra sin oldefar og den sidste stol er et 60’er-design som Anders Krakau har fundet på et loppemarked og malet sort. Indretning er ifølge Anders Krakau i høj grad et spørgsmål om prioritering.

© Iben og Niels Alberg

I lejet lejlighed er det begrænset hvor mange penge man har lyst til at bruge på nyt køkken og badeværelse, men det har ikke afholdt Anders Krakau fra at sætte sit præg på rummene. I køkkenet har han fjernet lågerne fra overskabene for at lette udtrykket og for ikke at gemme de ting af vejen, som han har gjort sig umage med at finde.

© Iben og Niels Alberg

Det italiensk inspirerede soveværelse ligger nærmest i en alkove med udsigt til sofahjørnet. Tapetet på bagvæggen tilfører perspektiv i rummet sammen med det sorte forhæng, der samtidig giver en privat eller lidt hemmelig følelse. Luksusstilen understreges af de mørke puder og sengetæppet i fake-chincilla.

© Iben og Niels Alberg

Arrangementer af smukke objekter i fine glasmontrer er én af de ting, som Anders Krakau skaber i Rue Verte. Her smukke sommerfugle, brune og afdæmpede på den ene side og ultra stærkt blå på den anden. Begge sider passer smukt ind i Anders Krakaus univers.

© Iben og Niels Alberg

Less is more eller keep it simple - I entreen er, hvad der skal være; sko, spejl og overtøj. Rejsetaske og paraply er præcist placeret, så de i høj grad bliver mere dekoration end praktiske genstande.

Relaterede Artikler