Superhus med sollys

I Lystrup nordøst for Århus er familien Simonsen flyttet ind i et lavenergihus, der er en del af projektet Bolig for livet – som for nylig vandt BO BEDREs Bo Grøn Pris.

© Martin Dyrløv

Forestil dig, at du bor i et hus, der selv producerer al den energi, du skal bruge til el og varme. Og som endda kan producere så meget energi, at du har et overskud, som du kan bruge til at lade din plæneklipper op med. Forestil dig, at huset selv lufter ud og sørger for, at der altid er et godt indeklima. Og forestil dig så også, at huset selv kan regulere, hvor meget lys og varme der kommer ind ad vinduerne. Det lyder måske som noget fra en fremtidsfilm, men hele scenariet er meget virkeligt.

Familien er nemlig som prøvekaniner flyttet ind i et lavenergihus med ovennævnte kvaliteter. Huset er det første testhus ud af otte i en række europæiske lande, og det har navnet Bolig for livet. Det er udviklet af vinduesfirmaerne Velfac og Velux i samarbejde med aart arkitekterne og Esbensen Rådgivende Ingeniører. Ambitionerne har været høje, og arkitekterne fortæller, at det handler om at få funktionalitet, æstetik og miljøhensyn til at hænge sammen.

© Martin Dyrløv

Familien Simonsen samlet i køkken-alrummet. Der er gulvvarme i hele huset med undtagelse af sove- og børneværelser, hvor der er radiatorer, som er hurtige at regulere. De mørke skifersten i gulvet er Kongebro naturskifer. Køkkenelementerne er fra Multiform, og det runde, hvide spisebord i højpoleret lamel er fra Naver. Den runde lampe over spisebordet er fra Louis Poulsen. Velfac har primært stået for møbleringen – med nogle få undtagelser.

© Martin Dyrløv

Førstesalen er udstyret med en stor, solfuldt og sydvendt terrasse.

© Martin Dyrløv

Det har været vigtigt for folkene bag lavenergihuset at vise, at miljøansvarlighed og bæredygtighed ikke behøves at betyde, at man må gå på kompromis med arkitekturen. Køkken-alrummet med trappen til husets førstesal er strømlinet og gennemført i designet. Spisebordet er fra Naver, mens stolene er fra Gubi. Lampen er fra Louis Poulsen.

© Martin Dyrløv

Familien Simonsen har kastet sig ud i livet som praktiske prøvekaniner i et år i lavenergihuset Bolig for livet. Sophie Simonsen sidder med datteren Anna og Sverre Simonsen har sønnen Axel på skødet.

© Martin Dyrløv

I køkken-alrummet er der lys fra alle fire verdenshjørner og ovenlys fra himlen. Lyset ændrer sig hele dagen i takt med solens vandring. Når sollyset bliver for skarpt, sørger automatiske rullegardiner for at dæmpe det, og vippevinduer med solcelledrevne vinduesåbnere sørger for udluftningen.

© Martin Dyrløv

Stuen med lyse Dinesen Douglas-gulvplanker og Velfac Helo-facadevinduer fra gulv til loft og fra væg til væg. Det er højisolerede vinduer med tre-lagsglas. Vinduerne fungerer som radiatorer, og dækker cirka 50 procent af opvarmningen i huset. Den store flydersofa er fra Raun, gulvpuden fra Fatboy og tv-møblet fra Ikea.

© Martin Dyrløv

I gangen på førstesal har familien indrettet en lille arbejdsplads med godt udsyn over køkken-alrummet i stueetagen. Til højre er der udgang til en sydvendt terrasse med en formidabel udsigt til Århus Bugten, og for enden af gangen er der også en østvendt terrasse.

© Martin Dyrløv

Al energi i boligen kommer fra sollyset. 50 m² solceller på husets sydvendte tag producerer strøm, og 6,7 m² af solfangerne producerer varmt brugsvand. Lavenergihuset ligger endda også dejligt på en bakketop i Lystrup med udsigt til villakvarteret og grønne marker.

© Martin Dyrløv

Den overdækkede terrasse udenfor opleves som en del af stuen. I selve terrassen er der skabt et lille vandbad med sten og planter. Skulpturen på gulvet er afrikansk fra fair trade galleriet Huset ved Havet på Fyn.

© Martin Dyrløv

Badeværelset er stilrent og æstetisk med hvide, rene linjer og en mere markant bruseniche. Gulvfliser og mosaikfliser er lavet af genbrugsglas fra Fliseuniverset. Bruseren er fra Damixa og belysningen fra Louis Poulsen.

© Martin Dyrløv

Krybekælder med køl Husets ’naturkøleskab’ bruger ingen strøm. Det er gravet ned i jorden og har en konstant temperatur på syv grader.