Stars & stripes i Stockholm

Der er amerikansk Long Island-stemning og ærkesvensk hygge i Kristina Lindhes smukke træhus lidt uden for Stockholm. Skaberen af luksusbrandet Lexington elsker den tilbagelænede East Coast-stil.

© Andreas Mikkel Hansen

Der hænger en stor blikstjerne og byder velkommen på hoveddøren til Kristina Lindhes smukke, blå træhus. Ikke tilfældigt, for stjernen er blevet et kært symbol, en ledestjerne om man vil, for den svenske skaber af interiør- og modebrandet Lexington.

Stjernen er et utroligt elsket symbol af mange, og den står også for noget smukt, den peger mod alle verdenshjørner. Selv er det lige før, jeg kan blive lidt mæt af den nu, men den bliver ved med at vende tilbage til mig, siger Kristina Lindhe.

Vi er i forstaden Bromma lidt uden for Stockholm, et gammelt beboelseskvarter bygget fra omkring 1900 og frem til 1930’erne.

© Andreas Mikkel Hansen

Familien Lindhes blå og hvide træhus er et klassisk Ornäs-hus fra ca. 1930. Huset i tre etager er ét ud af omkring 18 af slagsen, der blev bygget her i den hyggelige forstad Bromma lidt uden for Stockholm, hvor en stor del af byens modeskabere, musikere, og reklamefolk bor i dag.

© Andreas Mikkel Hansen

Store vinduespartier i alle stuerne og fløjdøre til terrassen lukker lyset ind her på husets midterste etage. Da familien overtog det, havde det fungeret som to seperate lejligheder siden en ombygning under krigen i 1940’erne. Kristina Lindhe har sammen med sin mand restaureret og genskabt den oprindelige villa.

© Andreas Mikkel Hansen

Kristina Lindhes far og farfar var begge møbelsnedkere og har skabt de smukke indskudsborde, der står her i stuen med en lille bronzeskulptur af mor og barn. Lampen er fra Paris, ligesom det stykke antikke stof, som Kristina fandt så inspirerende, at det nu hænger i glas og ramme her over den ene sofa.

© Andreas Mikkel Hansen

Dalar-hestene er ærkesvenske og passer fint her i den ene af husets to trappegange. Villaen er da også opkaldt efter et landskab i Dalarna, som arkitekten stammede fra.

© Andreas Mikkel Hansen

Et hjørne af stuen som Kristina Lindhe har indrettet lunt og lyst med store hvide sofaer, Lexington-puder og en klassisk gulvlampe fundet i Frankrig. Her er intet tv i denne stue, men til gengæld klaver og smukt kig til haven.

© Andreas Mikkel Hansen

Fra spisestuen åbner fløjdørene ud til køkkenet, der har fået et nyt egeparketgulv, som matcher husets øvrige oprindelige sildebensparket. Tallerkenrækkens gamle tallerkener og fade har fået selskab af et par blikstjerner, som Kristina Lindhe har haft med hjem fra den amerikanske østkyst. Stolen er en original Eva med høj ryg af Bruno Mathsson.

© Andreas Mikkel Hansen

Køkkenet var det første rum som blev sat i stand, da familien begyndte sin gradvise restaurering af huset for snart 14 år siden. Det blev indrettet og planlagt i samarbejde med R.O.O.M. i Stockholm, der på det tidspunkt var ganske nyåbnet og også havde køkkenelementer i sortimentet. Det store komfur er fra Ilve.

© Andreas Mikkel Hansen

Kristina Lindhe dækker op med Lexingtons nye serie tableware i den hyggelige spisestue, der støder op til køkkenet og sofastuen.

© Andreas Mikkel Hansen

Der er god plads i det næsten 20 m² store spisekøkken, hvor familien uden problemer kan sidde omkring bordet. “Vinduerne” i loftet er faktisk lamper monteret med særlige dagslys-rør, der giver et behageligt arbejdslys i hele rummet.

© Andreas Mikkel Hansen

Man er ikke i tvivl om at vi her er i Lexington-parrets inderste gemakker. Sengen og sengemøblerne er alle fra Lexingtons home-collection, ligesom puder, plaider, sengetøj og det karakteristiske stjerne-sengetæppe. Over sengen har parret sammensat en fin billedvæg i sort-hvid med de bedste familiefotos.

© Andreas Mikkel Hansen

Den amerikanske blikstjerne byder velkommen på husets hoveddør.

© Andreas Mikkel Hansen

Mange tror, at Lexington er et stort ærkeamerikansk brand, som har indtaget Europa og især Skandinavien. Men det er i realiteten svenske Kristina Lindhe, oprindeligt folkeskolelærer, med interesse for tekstiler og indretning, som står bag.