Reolsystemet på bjerget

Den danske møbeldesigner Morten Georgsen har slået sig ned i spanske Valencia, hvor han selv har tegnet sit spektakulære hus og har enorm succes med sin tegnestue.

© Andreas Mikkel Hansen

Morten Georgsen er jysk. På den rigtig jyske måde, der gør, at man siger ”røjhus” i stedet for rådhus og gerne kører langt efter det helt rigtige tilbud. Men der er alligevel en klar grænse for hans jyskhed. Morten Georgsen er nemlig ikke bange for at bruge sin drævne, jyske accent til at sige, at han har succes. At hans tegnestue er en af dem i verden med den største omsætning inden for møbelbranchen. Og hans skarptskårne, hvide hus i bjergene uden for Valencia i Spanien til en værdi af omkring 20 millioner kroner fortæller også historien om en dansker, der har enorm succes med sine design. Men hvem er han, denne ukendte, danske succes?

Morten Georgsen er vokset op i Ringkøbing og Snejbjerg uden for Herning, hvor han med sin store interesse for design straks skilte sig en anelse ud.

  • Heldigvis var jeg også god til fodbold, så jeg kunne komme gennem min barndom uden at virke alt for mærkelig, griner Morten Georgsen.

© Andreas Mikkel Hansen

Reolsystemer er Morten Georgsens stærke side som designer, og dermed blev det også udgangspunktet, da han skulle tegne sit eget hus i Valencia. Når man ankommer til huset, mødes man af den store, hvide mur, der kun brydes af et elegant indgangsparti. Muren har samme funktion som et reolsystems bagvæg, hvor Morten Georgsen så har bygget selve huset på i kasser.

© Andreas Mikkel Hansen

Morten Georgsen er 49 år og har slået sig ned i Spanien med både tegnestue og privat bolig i bjergene udenfor Valencia.

© Andreas Mikkel Hansen

Selve husets stueetage er ét stort rum, der indeholder køkken, opholdsstue og tv-stue. Midt i det store rum ønskede Morten Georgsen sig en ting, der virkelig stak frem og var spektakulær. Han var rundt om ideer som en kamin eller en form for reolvæg, men endte med at lade trappen få hovedrollen. Den er egentlig tung i konstruktionen, der indeholder et stærkt stålstel, men virker alligevel svævende midt i rummet.

© Andreas Mikkel Hansen

I tv-stuen må der flydes i den store Nova-sofa fra BoConcept. Occa-sofabordene fra BoConcept har Morten Georgsen selv designet.

© Andreas Mikkel Hansen

De tre spanske tyre på væggen er en gave fra Morten Georgsens far, der er kunstner. Reolerne er BoConcepts Basic 3D, designet af Morten Georgsen.

© Andreas Mikkel Hansen

I køkkenet står Morten Georgsens granitbord fra tyske Ronald Schmitt. Det var bordet, der startede hele hans karriere inden for møbeldesign. Stolene er ligeledes eget design. De hedder Mariposa og er fra BoConcept. Lampen med den orange glasskærm er fra italienske Vistosi og hedder Dress G. Maleriet har Morten Georgsens kone malet. Selve køkkenet er elementer fra spanske Doca kombineret med Invita og lokalproduceret rustfrit stål til bordpladen.

© Andreas Mikkel Hansen

Den store terrasse ved siden af poolen flyder nærmest i et med den utrolige udsigt.

© Andreas Mikkel Hansen

De dybe fletsofaer og det tilhørende bord har Morten Georgsen fundet på Filippinerne, og han måtte bare have det til sin udendørs stue, der ved hjælp af de store skydedøre flyder helt sammen med stuen indenfor. Puderne er fra BoConcept, mens den store standerlampe i hjørnet er designet af Philippe Starck.

© Andreas Mikkel Hansen

En skæg detalje i området mellem den udendørs stue og gæsteboligerne. En palme stikker toppen op gennem et hul i taget. Det lille spisebord med stole er fra El Corte Ingles.

© Andreas Mikkel Hansen

Gelænderet, som går igen både inde og ude, har Morten Georgsen selv tegnet og fået produceret ved tyske Ronald Schmitt. Poolen er fire meter dyb, og Morten Georgsens to teenagedrenge springer gerne i fra terrassen på første sal. De hvide loungestole er fra italienske Bonacina Pierantonio.

© Andreas Mikkel Hansen

Poolen lokker også om aftenen, hvor hele uderummet er lyst stemningsfuldt op. Det var vigtigt for Morten Georgsen, at uderummet også kunne bruges på de lune aftener. Samtlige udendørs spots er fra det italienske firma iGuzzini.

© Andreas Mikkel Hansen

For enden af poolen har Morten Georgsen fået plantet palmer, et 600 år gammelt oliventræ og bananpalmer.

© Andreas Mikkel Hansen

Futhark Designs tegnestue ligger egentlig afskåret fra Morten Georgsens privatbolig, men han inviterer tit medarbejderne på grillaftener og hygge i den udendørs stue. Morten Georgsen har tænkt over alle husets detaljer. Således er ventilatoren i taget importeret fra amerikanske Modern Fan Company, som reproducerer modeller fra 1930’erne.

© Andreas Mikkel Hansen

Morten Georgsen betegner sig selv som perfektionist, og han har da også fastansat en mand til at gå og prøve ting som fx forskellig lyssætning af, så han kan få det helt perfekte resultat.

Relaterede Artikler