Kære læser,

Vores hjemmeside understøtter desværre ikke Internet Explorer 11. For at få den bedste oplevelse på hjemmesiden og af vores indhold, vil vi bede dig om at anvende Edge, Chrome, Safari eller andre, nyere browsere.

Med venlig hilsen,
May Kjærsgaard,
Digital redaktør

Parret venter tvillinger. Nu mangler de et større bad og to værelser

Familien har brug for et nyt bud på indretningen. Arkitekten giver sine bedste råd.

Hej Lone,

Vi håber, at du kan hjælpe os med en ny og bedre planløsning.

Vi ønsker os et større badeværelse med både opbevaringsplads, vaskemaskine, tumbler og god pusleplads, da vi om knap 4 måneder bliver forældre til tvillinger og derfor vil vi gerne være i god tid og forberedt så praktikken er i orden.

I dag har vi et badekar som vi ikke bruger, så vi vil hellere have en stor bruseniche, hvor der er plads til et stort babybadekar.

Vi forestiller os, at det nuværende bad kan udnytte noget af pladsen i køkkenet eller endda bytte rundt på de to funktioner, men det er her vores evner kommer til kort og du meget gerne må komme med et bud på en ny indretning.

Bedste hilsener fru Vom og co.

Kære Fru Vom og co.

Jeg synes at det er en god idé at bytte rundt på badeværelse og køkken og oven i købet vælte væggen imellem køkken og soveværelse, så I får et fint alrum her på gårdsiden, hvor I måske på sigt får lov at installere en altan.

Det oprindelige køkken har tilsyneladende haft en adgang fra køkkenet til et lille skabsrum, som jeg kan se er ændret til et garderoberum med adgang fra jeres entré.

Dette rum kan I lægge til det nye badeværelse så I får en rigtig stor bruseniche med svingbare døre, så der er fin plads til et badekar til de små, når de bliver lidt større.

Husk godt med lys i loftet her, da dagslys fra vinduet ikke når helt ind i hjørnerne.

Lav endelig overgangen fra brusegulvet til badeværelsesgulvet som en god opkant på 4- 5 cm, så vandet ikke vælter ud, når I tømmer børnenes badekar. ( En enkelt flisetykkelse ned fra det store gulv holder ikke på vandmasserne, - jeg taler af erfaring..)

Selve badeværelset indretter I så de to eksisterende faldstammer genbruges. Toilettet flyttes så det står udfor samme faldstamme, blot på den anden side af væggen.

Vasken placeres på samme måde, hvor køkkenvasken var før og tilsluttes samme faldstamme.

Lige inden for døren placerer I et højskab med jeres vaskemaskine og tumbler, herefter kommer det væghængte toilet med indbygget cisterne og resten af den lange væg møbleres med skuffeelementer og vaskeskab, så der er rigtig god plads til at pusle babyerne.

På modsatte side imellem vinduesfacade og køkkentrappedør er der plads til yderligere to højskabe til diverse linned, bleer osv. Alt i alt alle jeres ønsker opfyldt.

Køkkenet indrettes som vist med en langside mod badeværelsesvæggen med kosteskab, kølefryseskab, kogetop og ovn og en vinkel mod facaden, hvor vaskeskab og opvaskemaskine placeres.

Afløb og vand føres til og fra vasken via hjørneskabet, hvor der er plads til rørføringen under de to udtræks Lemans hylder.

For at få mere bordplads og opbevaring kan I placere en arbejdsø som skitseret, i hjørnet ved den oprindelige soveværelsesdør. De nederste 95 cm af døråbningen blændes rigtigt mens I kan overveje at isætte et fast vindue i resten, så der er kik og lys igennem fra rummet og ud i entreen.

Jeres spiseplads har jeg indrettet med en lang bænk og et stort bord med plads til i alt 10 personer, et vitrineskab for enden af bænken og så måske en ny åbning ind t il jeres opholdsstue… Det er en bærende væg, så der skal beregninger til, men det kunne være så oplagt at få lyset på tværs samt god kontakt imellem jeres to fælles rum.

Den store stue i midten med de to vinduer vil jo være oplagt på sigt at dele op til to børneværelser mens I får soveværelse ud mod trappen.

Jeg håber I kan lide det – og rigtig god fornøjelse med jeres kommende familieforøgelse.

Bedste hilsener Lone

© Lone Barslund – FØR

© Lone Barslund - EFTER

Relaterede Artikler