Nybyggerne

En familie med tre børn brugte en længerevarende udstationering i Bruxelles til en ombygning af deres utidssvarende bungalow nord for København.

© Jesper Ray

Haves: udtjent bungalow nord for København og familie på fem i Bruxelles­. Ønskes: topmoderne, toetagers villa, der er lige til at flytte ind i, når familien vender hjem efter endt udstationering. Det var situationen for Annette Schneider og hendes mand, da de under en ferie i Danmark kontaktede en arkitekt med en masse udklip og ideer til, hvordan deres nye hjem skulle se ud – og ikke mindst fungere.

Opgaven var ellers omfattende. Ud over en førstesal med legerepos, badeværelse og tre værelser ønskede familien både en gennemrenovering af kælderen og en flytning af køkkenet i stueetagen, hvilket krævede yderligere 27 m2 i grundplan. Men køkkenet skulle vende ud mod haven. – Det er her, børnene leger, og så nytter det jo ikke noget, hvis vi står og kigger ud på vejen, når vi laver mad, forklarer Anette Schneider.

Derudover var et krav til ombygningen, at rumindretningen blev prioriteret, så der blev plads til opbevaring og styring af rod, lige fra man træder ind i huset. Derfor skulle entreen fx have en praktisk garderobe med opbevaringsplads til hvert enkelt familiemedlem.

© Jesper Ray

Køkkenet, som før lå ud mod vejen blev placeret i den nytilbyggede del af huset ud mod haven. Køkkenelementerne er fra Designa, emfanget fra Siemens, og barstolene er købt hos Bolia. Det grafiske tæppe ved havedøren, er fra Base212.

© Jesper Ray

De store glasdøre ud mod haven giver en fornemmelse af, at køkken-alrummet er dobbelt så stort, som det er. Den røde farve fra såvel karkluden som Ikea-gyngehesten har en stor effekt midt i alt det hvide.

© Jesper Ray

Den nye terasse er så stor, at familien har valgt ikke at sætte rækværk på. Den lille bænk fra Ikea har parret selv malet sort.

© Jesper Ray

Den røde farve går igen i hele huset og er lagt ud som glade farvepletter i form af møbler, tæpper, plaider og legesager. Den røde lænestol er Arne Jacobsens Ægget, det runde, røde tæppe er fra Ikea.

© Jesper Ray

Sofahjørnet er holdt helt enkelt med små kunstværker med afstemte farver på væggen. Sofaerne er fra Domus, sofabordet har parret købt under en rejse i Holland.

© Jesper Ray

Annette Schneider nyder en god bog i stuens yderst populære læsehjørne.

© Jesper Ray

Den nye førstesal byder på tre soveværelser, et walk-in-closet og det ene af husets to bade- værelser. Der er lavet ekstra plads i form af en legerepos til børnene. Glasrækværket er med til at give et større, lysere og mere luftigt indtryk.

© Jesper Ray

Forældresoveværelset er holdt i hvidt og sort. Det er ikke stort, men det kompenserer loftshøjden for. Sengetøjet er fra Marimekko.

© Jesper Ray

Dobbeltbruseren er luksus, men praktisk i en familie med tre børn. Armaturene er Axor Steel fra Hansgrohe. De italienske fliser er fra Banio.

© Jesper Ray

Der er udsigt over haven fra soveværelset. Bemærk, at legehuset er malet sort ligesom terrassen. Borde og stole er fra Porte d’Orient.

© Jesper Ray

Stilsikkert og symmetrisk Huset har undergået en kolossal forandring fra den traditionelle, lave etplans-bungalow til et moderne, rummeligt hus med førstesal.

Relaterede Artikler