Kære læser,

Vores hjemmeside understøtter desværre ikke Internet Explorer 11. For at få den bedste oplevelse på hjemmesiden og af vores indhold, vil vi bede dig om at anvende Edge, Chrome, Safari eller andre, nyere browsere.

Med venlig hilsen,
May Kjærsgaard,
Digital redaktør

Midt i en vinterdrøm

Mange danskere drager lige nu på skiferie i St. Anton i Østrig. Men den danske tandlæge Ulla Winther har taget skridtet fuldt ud, fulgt sine vinterdrømme og valgt at bosætte sig fast i skisportsbyen.

© Gert Skærlund Andersen

I vinterhalvåret er vi nok mange, der vader rundt i sjappet i det grå vinter-Danmark og drømmer os væk til et sted, hvor vinteren er eventyrlig hvid, og hvor sneen ligger på høje bjerge. Hvor det ofte bliver ved længselsfulde fantasier for mange, så lever den danske tandlæge Ulla Winther, som er 58 år, og hendes datter Ulrikke på 11 år drømmen ud i St. Anton i Østrig.

Højt oppe på en skråning med udsigt til bjerge, østrigske hytter og sne i lange baner har de bygget et hjem med internationalt design og gennemtænkte løsninger. – Jeg kom til St. Anton på skiferie for første gang i 1978 og blev så vild med stedet, at jeg blev en uge mere end beregnet. Fra da af var jeg solgt, så hvert år tog jeg mere og mere herned. Et år blev jeg endda en hel sæson. I sidste ende købte jeg mig dog ind i en klinik i Århus. Det kunne heldigvis stadig forenes med skiløb i St. Anton nogle uger hver vinter, fortæller Ulla Winther.

© Gert Skærlund Andersen

Ulla Winther i fuldt skiudstyr –klar til en tur på løjperne med det dejlige, nye hus som baggrund.

© Gert Skærlund Andersen

Taget har et let fald og stort udhæng, som i vinterhalvåret er af stor betydning ved kraftigt snefald. Det holder sneen væk fra selve huset. Den øverste “hytte” har balkon på de tre sider, kun afskærmet af et let stålnet, som er med til at gøre indtrykket så let og luftigt som muligt. De store vinduesflader er næsten uden sprosser og gennemgående fra gulv til loft. På den måde får familien det storslåede vinterlandskab helt ind i stuen.

© Gert Skærlund Andersen

Der er en modig forfriskende blanding af nyt og gammelt i huset. Her afbildet ved sammensætningen af det gamle chatol og den moderne, nye klassiker Slow Chair, som brødrene Bouroullec har tegnet for Vitra. Overalt i huset er der lagt en sandfarvet, kvadratisk flise, Orte fra Casa Dolce Casa/Flisegalleriet. Under flisen er der monteret gulvvarme, så man har undgået radiatorer. Ud over at flisen giver et lyst og rent look, så er den keramiske flise også nem at holde. En fordel i et hjem med hund, børn og vinterstøvler.

© Gert Skærlund Andersen

Køkkenet er en stor del af alrummet og derfor ønskede Ulla Winther sig et køkken, som var “lige så meget et møbel som en funktion.” Det fik hun udført af en dygtig lokal snedker. Det lange overskab med vippelåger i aluminium hænger nærmest frit i rummet, og underdelen er udført i zebrano-træ. Bordpladen er en massiv, tynd stålplade, der fortsætter ud i rummet og kan bruges som spiseplads. Barstolene hedder Thin og er fra La Palma. For at bevare møbeludtrykket er køleskabet gemt i en niche for enden af køkkenet – plant med den indvendige væg.

© Gert Skærlund Andersen

Spisebordet er placeret parallelt med køkkenet så de lange linjer repeteres. Spisebordet fra Zanotta har selskab af Arne Jacobsens Måge-stole. Mellem spiseafdelingen og stuen står et ældre chatol som rumdeler. Bagsiden er monteret med en sort plade, hvorpå tv’et hænger.

© Gert Skærlund Andersen

Stuen er indrettet med internationalt design en snert af humor og skævhed og byder både på den åbne udsigt og på lun pejsehygge i den anden side af rummet. Den grønne sofa hedder Polder og er designet af Hella Jongerius for Vitra. De små broderede puffer er ligeledes fra Hella Jongerius’ hånd.

© Gert Skærlund Andersen

Ved spisebordet sidder man på grund af de store vinduer nærmest midt i det eventyragtige vinterlandskab. De gamle Arne Jacobsen-spisestole med armlæn står stadig i den originale rødviolette farve. Over bordet hænger Ingo Maurers Zettel-lampe med papirlapper – en del med Ulrikkes tegninger af hunden Lui. Den gule stol i hjørnet er en lidt ældre Giorgetti-stol, som har fået nyt betræk, tegnet af Hella Jongerius for Kvadrat. De tynde, bærende stålsøjler er malet antracitgrå, så de markerer sig – næsten som træstammer.

© Gert Skærlund Andersen

Den smukke, minimalistiske trappe i lakeret zebrano-træ strækker sig ned gennem etagerne. Håndlisten er forsænket i væggen med mulighed for at montere lys bag listen. Den fine akvarel, der hænger over Ulrikke og hunden Lui, er af den danske kunstner Jørgen Jacobsen. Over trapperummet er der monteret et stort ovenlysvindue, som sender masser af dagslys ned gennem etagerne. Vinduet er ganske vist dækket med sne en del af vinterhalvåret, men gennem sneen kommer der stadig et skønt turkisblåt lys, der stråler ud i fx køkkenet.

© Gert Skærlund Andersen

Det er ikke for de højdeforskrækkede... Set fra bagsiden er det nemt at se, hvor højt huset egentlig ligger på skråningen.

© Gert Skærlund Andersen

Husets store badeværelse ligger over for soverummene og har som resten af huset fået monteret de store, sand-farvede fliser. Og i brusenichen har man ført flisen videre op på væggen, dog i en smal udgave. Da nichen er stor og afskærmet med en glasplade i hele rummets højde, har det ikke været nødvendigt med yderligere afskærmning. Indtrykket forbliver således let og luftigt.

© Gert Skærlund Andersen

Datteren Ulrikkes værelse adskiller sig ikke meget fra et børneværelse i Danmark. Alt er fra Ikea bortset fra Eames-stolen DSR, der titter op nederst i billedet, og knagerækken Hang It All med farvede kugler, ligeledes designet af Eames-parret.

© Gert Skærlund Andersen

Ved husets hoveddør har Ulla Winther og Ulrikke i vinterhalvåret næsten altid en række ski stående i alle mønstre og farver – til at byde velkommen.

Håndplukket til dig