Glaskunstnerens skole i Skåne

Ingegerd Råman, skandinaviens førende glaskunstner, bor til daglig i en lejlighed i Stockholm. Men sammen med ægtemanden Claes ejer hun også denne gamle skole fra 1925 nord for Ystad.

© John Bendtsen

Her har parret indrettet sig hvidt og grafisk, enkelt og æstetisk med gamle møbler og især danske og finske klassikere. Og med en nærmest klosteragtig aura af ro og balance …

Vi er i Baldringe i Skåne. Langt ude på landet, mellem markerne og med skov overalt i horisonten. Syv timers kørsel fra Stockholm. Her bor Ingegerd Råman og Claes Söderquist i en nedlagt skole fra 1925. Da de købte den af kommunen for ni år siden, var den forladt og forfalden. Parret havde i 30 år haft sommerhus i Maglehem, få kilometer herfra, så de kendte området, da en af deres bekendte gjorde dem opmærksom på, at den gamle skole var til salg. På det tidspunkt havde de ledt efter et større fristed i fire år.

Til at hjælpe sig med restaureringsprojektet fik parret tre af Ingegerds venner, de unge svenske arkitekter bag trioen Claesson Koivisto Rune, nemlig Mårten Claesson, Eero Koivisto og Ola Rune.

© John Bendtsen

Køkken-alrum med et smalt langbord. De forskellige stole omkring bordet er foræringer fra Ingegerds og Claes' ungdom.

© John Bendtsen

Der er åbent hele vejen igennem stueetagen, og huset virker helt transparent. Der kan dog lukkes af med skydedøre.

© John Bendtsen

Ingegerds kontor med det gamle skrivebord fra 20'erne i centrum.

© John Bendtsen

Skolens gamle gymnastiksal er i dag soveværelse med et fantastisk lysindfald og 3,6 meter til loftet.

© John Bendtsen

Enkelhed med stor effekt. To gustavianske stole stillet i tæt dialog med karnappen under det buede vindue.