Kære læser,

Vores hjemmeside understøtter desværre ikke Internet Explorer 11. For at få den bedste oplevelse på hjemmesiden og af vores indhold, vil vi bede dig om at anvende Edge, Chrome, Safari eller andre, nyere browsere.

Med venlig hilsen,
May Kjærsgaard,
Digital redaktør

Efterlysning: Gode idéer til modernisering af typehus søges

Arkitekten giver sine bedste råd til den gennemgribende modernisering samt forslag til tilbygning.

Hej Lone,

Jeg efterlyser nogle gode ideer til en gennemgribende modernisering af et mindre typehus, jeg har købt i udkanten af Assens. Jeg kan lave meget selv, da jeg er vvs´er og har kollegaer, der kan hyres ind til andre opgaver.

Den nuværende ruminddeling med små kamre, en mørk forstue som ikke kan bruges til noget og et lille spisekøkken, - alt det skal laves om. Det store bryggers er til gengæld rigtig godt, så det behøver du ikke at pille ved.

Jeg ønsker mig en rigtig lækker indretning med masser af plads til køkken og spiseplads og meget gerne i åben forbindelse med stuen.

Jeg har ofte gæster, er med i en madklub, en læsegruppe og en jagtgruppe, så der bliver lavet mad og hygget rigtig tit.

Jeg har ikke selv kunnet løse problemet med at fjerne væggene, fordi der så bliver åbent ind til både bad og wc, og det vil jeg ikke have.

Der er bærende stolper i ydervæggene, så i princippet kan man fjerne alle indervægge. Da gulvene skal op fordi der skal etableres gulvvarme, har du også frie hænder der.

Som du måske kan fornemme, er jeg ungkarl lige nu, men jeg vil gerne fremtidssikre huset på den måde, at der skal kunne bygges til, når der engang kommer dame og børn til. Det må du også gerne give et bud på.

Vh. Morten

Hej Morten,

Det er lidt af et spændende projekt, du kaster dig ud i – men så bliver det jo også lige som du vil have det.

De to små kamre skal selvfølgelig slås sammen, og så foreslår jeg, at du simpelthen nedlægger den nuværende indgang med den store forstue og laver ny entré i det gamle køkken.

Det kræver et par ændringer i facaden, når du flytter døren, men rumfordelingen indvendigt bliver rigtig fornuftig af det.

Du indretter det nuværende badeværelse til gæstetoilet og flytter døren ud i entreen, - det var den første dørblænding mod stuen.

Dernæst indretter du masterbedroom i det nye værelse og laver direkte adgang til badeværelset herfra. På den måde får du en ny og helt ubrudt væg ind mod stuen, der løber hele vejen igennem fra soveværelse til køkkenet, kun brudt af den nye entrédør.

Det nye køkken flytter du således ind i stuen og indretter det opad bryggersvæggen, så du nemt kan føre rør, afløb m.m. gennem væggen til bryggerset.

Den store stue kan nu indrettes virkelig gavmildt med et stort spisebord med vitriner for endevæggen, en stor hjørnesofa, der med ryggen deler rummet lidt op og endelig en kæmpe reolvæg med læseplads.

Jeg har flyttet havedøren hen midt i rummet ( supernemt på en tegning), hvilket giver møbleringen bedre betingelser.

Og endelig har jeg stiplet to mulige udvidelser på, der giver to værelser, hvor det eksisterende værelse bliver lidt mindre på grund af ny gang ud til det nye værelse uanset hvilken placering, du vælger.

Tilbygningen kan nemt gøres større, men forslagene her forstyrrer mindst muligt. Vælger du gavlmodellen, skal der også sættes nyt vindue i det eksisterende værelse…

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at skrive igen.

Bedste hilsener Lone

© Lone Barslund – FØR

© Lone Barslund – EFTER

Relaterede Artikler