Kære læser,

Vores hjemmeside understøtter desværre ikke Internet Explorer 11. For at få den bedste oplevelse på hjemmesiden og af vores indhold, vil vi bede dig om at anvende Edge, Chrome, Safari eller andre, nyere browsere.

Med venlig hilsen,
May Kjærsgaard,
Digital redaktør

Drømmen om 1. række

Langs kyststrækningen mellem Vedbæk og Rungsted, og kun et stenkast fra vandet, fandt møbelarkitekt Rud Thygesen huset med den perfekte beliggenhed.

© Stuart McIntyre

Det er svært at sige, om det er havudsigten, møblerne eller­ kunsten, der skal vinde kampen om opmærksomheden under en rundvisning i den anerkendte møbel­arkitekt Rud Thygesens ombyggede villa. Alle tre dele er i verdensklasse – placeringen lige ned til Øresund, håndværkermøbler af eget design og skulpturer og malerier af nogle af landets­ bedste kunstnere. Men for Rud Thygesen og hans hustru begyndte deres private boligeventyr med havudsigten.

– I 1980 flyttede vi fra Rødovre til Christiansgave i Rungsted, og her fik vi begge smag for livet tæt på vandet. Der gik ikke længe, før vi begyndte at drømme om et hus i første række, forklarer Rud Thygesen. –Der var sjældent noget til salg, men på vores­ daglige spadsereture langs kysten fulgte vi nøje med, og pludselig en dag kom dette hus på markedet.

© Stuart McIntyre

Huset er oprindeligt bygget af gasbeton og derefter pudset og malet, men på grund af beliggenheden tæt ved havet krævede facaden megen vedligeholdelse. Rud Thygesen fik derfor smedet nogle tynde plader af aluminium, som blev autolakeret hvide og monteret på huset. Nu skal facaden blot spules for at blive ren.

© Stuart McIntyre

Kongemøblerne gav i 1969 Rud Thygesen og makker Johnny Sørensen førstepladsen i en møbelkonkurrence afholdt af Københavns Snedkerlaug, og møblerne står i dag som et stærkt monument i dansk designhistorie.

© Stuart McIntyre

I samarbejde med møbelfirmaet Raun har Rud Thygesen designet den elegante, hvide sofa og lænestol. De farvestrålende malerier på væggen er af Wilhelm Freddie.

© Stuart McIntyre

Billedet Ordnet Kaos er malet af Niklas Anderberg. De sortbejdsede og stabelbare taburetter med ben af bøg designede Rud Thygesen og Johnny Sørensen i 1974.

© Stuart McIntyre

Kvindefiguren i haven er af Jens Flemming Sørensen.

© Stuart McIntyre

Ombygningen af huset gav Rud Thygesen mulighed for at skabe et passende rum til Peter Bonnéns skulptur.

© Stuart McIntyre

Børge Mogensen-sofaen er som Rud Thygesens design en tidløs klassiker. På væggen hænger et af Wilhelm Freddies værker, Prins Paris’ Drøm fra 1986. Maleriet er p.t. udlånt til Statens Museum for Kunst, der lige nu fejrer den afdøde kunstners 100-års-fødselsdag.

© Stuart McIntyre

Husets oprindelige stue var rektangulær, men i 1992 transformerede Rud Thygesen den til et cirkelformet rum. Han dimensionerede det efter det cirkelformede spisebord, han selv og Johnny Sørensen havde tegnet til Kongemøbelserien nogle år forinden. Kongemøblerne produceres af Fredericia Furniture.

© Stuart McIntyre

Miniatureversionen af Hans Pauli Olsens skulptur med den spejlede kvinde bestilte Rud Thygesen efter af have set den udstillet på Grønningen. Originalen (i fuld størrelse) står nu på Færøerne. Kvindeportrættet over pejsen er af Wilhelm Freddie fra 1987.

© Stuart McIntyre

Rud Thygesen var i sine yngre dage ofte i Japan for at holde foredrag om dansk design. Det var her, han blev begejstret for japansk havekultur og fik ideen til at anlægge sin egen japanske have på det lille indrammede stykke jord langs huset, som ellers havde været svært at udnytte.

© Stuart McIntyre

I et hjørne af haven er anlagt en lille plads til kajakker og en robåd, som Rud Thygesen og hans kone bruger flittigt i løbet af sommerhalvåret.

© Stuart McIntyre

Langt de fleste besøgende i ægteparret Thygesens hus har positive kommentarer om den japanske have. – Men sjovt nok siger mine japanske gæster aldrig et ord om haven, så den er nok ikke helt korrekt anlagt, siger Rud Thygesen med et smil.

Relaterede Artikler