Chill-out i Chile

Et sommerhus i Chile leger med tanken om, at nedbryde skellet mellem ude og inde.

© Mads Mogensen

Skal vi være ude eller inde? Det er et spørgsmål Marcelo Junemann sjældent stiller sin hustru, når de er i deres sommerhus i Chile. Skellet mellem ude og inde er nemlig stort set brudt ned, og inde er næste som ude og omvendt.

Huset, der er designet af de to unge chilenske arkitekter Felipe Assadi og Francisca Pulido, hviler på et stort fyrretræs-dæk, der også er synligt udenfor huset som en svagt hældende veranda.

Ovenpå dækket har de bygget en luftig og let struktur, der hovedsageligt består af glaspartier. - Omgivelserne er så smukke og spektakulære, at vi ikke vil skjule dem.

Det er et sommerhus, og som sådan et sted, hvor man skal smide de mange lag, man pakker sig ind i til hverdag. Vi ønskede et hus, der er en metafor for dette, forklarer Marcelo Junemann, der arbejder som kreativ direktør på designmagasinet Big Magazine i New York.

Resultatet er blevet et hus, der er delt i to: en del, der indeholder et stort fælles soveområde i tre etager og et fælles badeværelse, samt en del, der består af opholdsstue, spisestue og køkken, som smelter sammen i et stort, lysfyldt rum.

Denne del har gulv til loft-vinduer uden gardiner eller anden form for afdækning, hvilket betyder, at man har fornemmelsen af at sidde lige midt i naturen, uanset om de store terrassedøre er åbne eller ej.

Den bageste del af huset har til gengæld en trævæg, der giver skygge og ro til soveområdet. - Følelsen af plads og åbne vidder er utrolig. Når vinduerne er åbne, er det som at have pladser på første række til verdens smukkeste udsigt, siger Marcelo Junemann.

© Mads Mogensen

Der er brugt fyrretræ som beklædning til både tag, bagvæg og gulv. Det får sommerhuset til at smelte ind i landskabet. Taget skråner svagt mod vest og kan bruges som soldæk.

© Mads Mogensen

Den bageste del af huset er dækket til med træskodder,der leger med lyset.

© Mads Mogensen

Opholdsstuen ligger i forlængelse af spisestuen og ved siden af køkkenet. Indretningen er domineret af flet, træ og lokalt lertøj.

© Mads Mogensen

Kreativ direktør på designmagasinet Big Magazine Marcelo Junemann og hans kone bor i New York, men opholder sig ofte i sommerhuset.

© Mads Mogensen

Fyrretræsbesklædningen er malet i en farve, der er smukt afstemt med den omgivende natur. Herfra oplever man virkelig, hvor åbent og lyst huset er.

© Mads Mogensen

Trædækket, der er basis i huset, er ført helt ud til poolen. Ved at lade det følge terrænet har arkitekterne Felipe Assadi og Francisca Pulido skabt en smuk effekt, som også er praktisk: Her kan familien ligge som på en solseng, når de opholder sig ved poolen.

© Mads Mogensen

Det mørke træ opsuger solens varme i løbet af dagen og afgiver den om aftenen. Det betyder, at man kan sidde på terrassen selv på kølige aftener.

© Mads Mogensen

Selv om huset virker isoleret oppe i bjergene, er der faktisk ikke mere end en kilometer til Rungue Beach, som er en af de mange dejlige strande i Chile.

© Mads Mogensen

Det lille køkken er indrettet til hurtig dag til dag-mad, ikke store middagsselskaber. Det ligger i forlængelse af spisestuen og opholdstuen så de, uanset hvor, de befinder sig, er i kontakt med resten af familien. Stilen med lokalt lertøj, træ og flet er ført igennem i hele huset.

© Mads Mogensen

En florlet oplevelse. Forældrenes soveværelse kan åbnes helt op, så lys og luft får fri adgang, og man kan vågne op til den fantastiske udsigt til landskabet og havet, der ligger tæt på huset. Rummet er holdt i afdæmpede douce toner.